Nordjyske mener: Derfor er ekstra penge til den kritiske presse også en god nyhed for dig
Et lokalsamfund kan ikke trives uden kritiske, lokale medier. Derfor skal vi alle være glade for det nye medieforlig
I den senere tid har Nordjyske afdækket vigtige sager i vores lokalområder:
- Rod i borgmesterens forvaltning i Aalborg. Artiklerne førte til, at den nu tidligere borgmester Thomas Kastrup-Larsen blev sat under administration af Økonomiudvalget.
- Dårligt arbejdsklima i Musikkens Hus. Artiklerne satte ord på frustrationer, som længe har ulmet blandt tidligere og nuværende medarbejdere.
- Elendige forhold i ældreplejen på Margrethelund i Brønderslev. Artiklerne fik kommunen til at skifte ledelsen ud og indføre skærpede krav.
- Kæmpemæssige budgetoverskridelser på byggeriet af Supersygehuset. Artiklerne gav ny indsigt i økonomi og forsinkelser.
- De kritisable sikkerhedsforhold i en beboelsesejendom i Thisted, der brændte og kostede en 19-årig kvinde livet. Artiklerne har medvirket til, at der nu er et juridisk efterspil på vej.
- Horrible forhold for eleverne på Gravenshoved Kostskole. Artiklerne førte til, at Aalborg Kommune gav eleverne en undskyldning, og der kan være erstatninger på vej.
Alle disse og mange andre sager har du læst om her i Nordjyske. De beviser nødvendigheden af en kritisk og uafhængig lokal presse. For vær ikke i tvivl:
Havde Nordjyske ikke bragt sagerne til offentlighedens kendskab, var de fleste af dem nok aldrig kommet for dagens lys.
Ingen landsdækkende, kritiske medier er til stede i Nordjylland, og de lokale DR og TV2-redaktioner afsætter yderst sjældent ressourcer til undersøgende journalistik i politiske og andre samfundsmæssige forhold.
Derfor er det overordentligt glædeligt, at et bredt flertal i Folketinget i denne uge har indgået et medieforlig, der skaber ro om mediestøtten for regionale og lokale medier i de kommende år.
Mens landsdækkende medier frem over vil få lidt mindre støtte, får de regionale og lokale medier lidt mere. Det er de fleste i branchen enige om rimeligheden i, for krisen rammer hårdere lokalt end nationalt.
Beløbene er ikke voldsomt store. Et medie som Nordjyske vil frem over højst få 18.5 millioner kroner årligt. Men mediestøtten gives heller ikke med det formål, at staten skal holde hånden under medierne. Den gives som en hjælp til nærdemokratiet.
Alle partier i Folketinget anerkender heldigvis, at et lokalsamfunds sammenhængskraft afhænger af, at der er medier til stede, der informerer om, hvad der sker, og som er villige til at se beslutningstagere efter i kortene. Som Nordjyske har gjort i sagerne, der er nævnt oven for.
Mediestøtten bidrager på den måde til at sikre, at medierne kan blive ved med at udføre deres væsentlige arbejde i demokratiets tjeneste.
Medieaftalen indeholder i øvrigt også et løfte om, at TV2-regionernes virke skal undersøges. De får immervæk over en halv milliard skattekroner hvert år, så det må være rimeligt at kaste et kritisk blik på, om denne håndsrækning til et statsmedie skævvrider konkurrencemulighederne for private medier.
Næste skridt må være en undersøgelse af, om DRs stadig mere omfattende og gratis nyhedstilbud på nettet er ulovlig konkurrence i forhold til private medier, der finansierer journalistikken gennem annoncer og abonnement. DR modtager et milliardbeløb hvert år i statsstøtte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.