Regeringsledelsen vil afskaffe en helligdag – givetvis store bededag – for at øge arbejdsudbuddet og derigennem betale de øgede udgifter til forsvaret.

Reaktionerne er derefter, og som nordjyde burde statsminister Mette Frederiksen have forudset, at der ville gå Hjallerup Marked i det, når idéen fremstilles som en forretning:

Fagbevægelsen siger, at lønmodtagerne i forvejen er pressede og som minimum må kompenseres for de ekstra timer.

Økonomer siger, at en ekstra arbejdsdag kun giver Danmark råd til at købe militært isenkram for højst fire milliarder kroner om året. Det rækker til ni nye kampfly – uden drift og vedligeholdelse.

Kirken siger, at store bededag er kulturelt urørlig, og en afskaffelse vil efterlade nationen i et åndeligt tusmørke.

Biskoppen for Aalborg Stift påpeger i et velargumenteret indlæg hos Nordjyske i dag det mere jordnære problem: Regeringen glemmer nemlig at tage højde for antallet af curlingforældre, når helligdagen allerede afskaffes fra 2024. For der er booket festlokaler til konfirmationer på store bededag mindst fire-fem år ud i fremtiden.

Og ja, rigtig gættet, restauratørerne siger af samme grund, at de må kompenseres for tab af omsætning på grund af aflysning af konfirmationsfester.

Det kan ikke undre. Vi er en nation af købmænd. 

Men vi er trods alt mere end det. Derfor kan regeringen med fordel skrue op for patos, hvis den mener afskaffelsen af en helligdag alvorligt.

I regeringsgrundlaget står der blot, at ”danskerne skal bidrage til vores fælles sikkerhed”.

Det er jo hele sagens kerne, og det fortjener en langt mere højstemt tale. Regeringen bør forklare, at et større arbejdsudbud i denne forbindelse kun er et middel, der skal bringe os frem til målet. Et mål, der handler om noget langt større og ædelt:

At vi nu får en pligt over for fællesskabet. Noget, vi ikke kan sige nej til.

Når alle arbejdstagende danskere forpligtes til at trække i - om ikke trøjen, så – arbejdstøjet en ekstra dag om året, er det med det formål at yde et nødvendigt bidrag til Danmarks og den vestlige verdens sikkerhed. Til beskyttelsen af vores kultur, værdier og levevis.

Vi kan ikke længere nøjes med at give et like på Facebook, når en politiker kræver, at Danmark skal levere de lovede to procent af BNP til NATO. Eller klistre den ukrainske flag-emoji på Instagram for at vise vores støtte til befrielseskampen mod russerne.

Nu skal vi have fingrene op af lommerne. Helt bogstaveligt. Arbejde for en større sag. Vores egen og børnenes og børnebørnenes sikkerhed.

Vi kan kalde det en form for civil værnepligt.

Set i det perspektiv – frem for kræmmerens – får en ekstra arbejdsdag et mere værdigt skær.