Spørgsmålet burde være retorisk i Danmark, men ikke desto mindre viser en sag fra Frederikshavn, at det ikke altid er tilfældet.

Her har en patient brugt sin ret til at klage over en konsultation hos sin praktiserende læge. Efter den aftalte snak med lægen følte Jan Andersen ikke, at han var blevet hørt eller havde fået svar på de lægelige spørgsmål, han havde med. I stedet havde han en oplevelse af, at lægen havde talt om uvedkommende ting som politik. Derfor valgte han at bruge den klagemulighed, man som patient har.

Om Jan Andersen har ret i sin klage, og om praktiserende læge Mads Søndergaard har samme opfattelse af konsultationen som ham eller ej, er sagen uvedkommende. For efter at have klaget fik Jan Andersen simpelthen den besked fra lægehuset, at han ikke længere er velkommen i butikken. Begrundelse: Det, at han har klaget, skader lægehuset og kan føre til, at klinikken må lukke og dermed gøre 3000 borgere i Frederikshavn lægeløse.

Det lyder umiddelbart som en tom trussel. Men i de dele af Nordjylland, hvor der er mangel på praktiserende læger, er det en ubehagelig situation at miste sin læge. Hverken Jan Andersen eller de 3000 øvrige patienter kan sådan uden videre få en anden praktiserende læge, og det gør om muligt lægeklinikkens besked til Jan Andersen endnu mere upassende.

Det kan umiddelbart se ud til, at klinikken bruger en situation med lægemangel til at kyse sine patienter til ikke at klage, og hvis patienten alligevel gør det: At sætte den besværlige på porten - i sikker forvisning om, at pladsen på patientbriksen nok skal blive fyldt op af en anden, som gerne vil undgå skiftende læger i en regionsklinik.

Om det overhovedet er i orden at udelukke en patient fra en praksis med den begrundelse, er usikkert. I de tilfælde, hvor en patient viser "uacceptabel adfærd", kan man smide ham eller hende ud. Men kan det rubriceres som uacceptabelt at bruge sin ret til at klage? 

Når området så samtidig står en situation med knaphed på praktiserende læger, så borgerne reelt ikke har et frit lægevalg, bliver de almindelige, demokratiske spilleregler i endnu højere grad sat ud af kraft. Så bliver lægen den øverste magt, som uden videre kan afgøre, om man har adgang til en fast læge eller ej.

Jan Andersen er ikke i tvivl: Om hans tidligere lægeklinik så tilbød det, kommer han ikke tilbage i folden efter at have bragt sig på kant med Mads Søndergaard.

Men de resterende 3000 patienter er efterladt i et dilemma. Tør de klage, hvis de på et tidspunkt får grund til det? Eller vurderer de, at omkostningen for dem selv er for stor?

Svaret burde være indlysende, for det er ikke "uacceptabel adfærd" at klage over sin læge, hvis man mener, der er grund til det, snarere lige modsat: Det er uacceptabel adfærd ikke at gøre det.

Sagen fra Frederikshavn kalder på, at klagesystemet bliver set efter i sømmene, så der bliver en bedre beskyttelse af dem, der har modet til at tage bladet fra munden. Som det er nu, kan man risikere at blive straffet udelukkende for at bruge sin klagemulighed.