Nordjyske mener: Det er okay, hvis du kun går i kirke én gang om året

LEDER:Det er de færreste danskere, der sådan for alvor slider på kirkebænkene. Det er blot nogle få procent, der går i kirke hver uge. Ja, det er måske heller ikke, fordi der er så mange, der så kommer hver anden uge.

Mange danskere vil nok bedst kunne genkende sig i det, den afdøde biskop Jan Lindhardt kaldte "firhjulskristne" - dem, der kun kommer i kirken, når de bliver kørt ind til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Iblandt de firhjulskristne vil der nok også være en del, der - vel- eller modvilligt - lader sig lokke med i dag på juleaftensdag.

Og det er faktisk helt okay, hvis man kun får slæbt sig afsted en enkelt gang eller to om året.

Inden argumentet foldes ud, er det vigtigt at understrege, at det selvfølgelig også er helt i orden, hvis man aldrig nogensinde indfinder sig på kirkebænken.

Folkekirkens medlemstal falder en lille smule hvert år, og mange medier er altid klar til at puste historien op. Sandheden er, at folkekirken med en medlemsprocent på 73,2 procent må siges fortsat at være en markant institution i det danske samfund.

Faren for folkekirken er reel nok - mister man den folkelige opbakning, så mister man også sin status som netop folkekirke.

Men man bidrager faktisk til folkekirkens robuste position i det danske samfund, selvom man kun indfinder sig på kirkebænken juleaftensdag.

For så længe de fleste danskere fortsat bliver ved med at komme ind - bare i ny og næ - og i det mindste snuse til kirkerummet, sproget, udtrykket og ritualerne, så vil den folkelige forbindelse til kirken bestå.

Nok kan barnedåben virke ulideligt kedelig, men hvis man med jævne mellemrum ser kirken indefra, så ved man, at den er der. Når det bliver hårdt. Når man søger noget, man ikke forstår. Når man skal begrave sin kære. Når man får brug for at træde ud af hamsterhjulet.

Dørtærsklen synes lavere for de, der kender kirken, end for de, der er kirkefjerne.

Folkekirken er en søjle i det danske samfund. Folkekirken er tro, kultur, kunst og historie i en kompliceret sammensætning.

Men folkekirken er også et sted, hvor mange danskere søger ro, går hen med deres tro (og mangel på samme) eller søger svar på en uro. Folkekirken yder omfattende hjælp i hele landet til socialt udsatte. Der er også hjælp til de velstillede, hvis de ikke ved, hvor de ellers skal gå hen. Alle i landet kan søge sjælesorg hos en præst - der er intet krav om henvisning, der er ingen timetakst, men der er den allerdybeste fortrolighed.

Alt det er man med til at bevare, hvis man får slæbt sig afsted i kirke i dag.

Så gå med fred - det er tilladt at gabe, hvis det bliver kedeligt.