Nordjyske mener: Dokumentar om kolonihaveforening viser først og fremmest, at fællesskab kræver hårdt arbejde

Den er blevet kaldt den bedste tv-dokumentar i år, uovertruffet underholdende, mildt samfundsspiddende, men samtidig loyal over for sine medvirkende. Et mesterligt portræt af et fællesskab i noget så kernedansk som en kolonihaveforening.

"Balladen om kolonihaven" er en tv-dokumentar, sendt på TV 2, i fire dele om livet i haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde i Aalborg Øst, som på vellykket vis sætter fokus på fællesskaberne i det mikrokosmos, som sådan en haveforening udgør.

Mest tydelig er generationskløften. På den ene side den ældre generation, der har vundet hævd på havekulturen og som gerne vil have, at ting foregår som de plejer, også selvom det ikke lige er efter reglerne, og som har én opskrift på, hvordan en velholdt have ser ud. De har også en ret fasttømret opfattelse af, hvad fællesskab i haveforeningen indeholder, og hvordan det skal arrangeres.

På den anden side står en ung generation, som vil skabe en anden måde at være kolonihaveejere på, og som har en helt anden opfattelse af, hvilke fællesskaber, de gerne vil indgå i, også i deres kolonihave. Også her er der en forholdsvis fælles holdning til, hvordan man godt kunne tænke sig at være kolonihaveejer, og at regler og traditioner måske ikke altid behøver at blive fulgt.

Gennem fire afsnit bliver det fint skildret, hvor svært det er at bøje sig mod hinanden, og den nordjyske saga har taget Danmark med storm, måske fordi man kan genkende sig selv og i endnu højere grad sin mest irriterende nabo i en eller flere af haveejerne.

Klemt i midten står foreningens bestyrelse, der som de eneste reelt arbejder for, at et nyt fællesskab kan opstå gennem fælles oplevelser og opgaver.

Bestyrelsen, som står fast, når nogen kun vil spise gratis pølser fra grillen, men ikke vil give et nap til arbejdsdag. Som traver sammen rundt for at inspicere hække og ukrudt og eventuelt uddele bøder, hvis fællesskabets regler overtrædes. Og som til sidst i nærmest samlet flok ønsker at trække sig, fordi den øvrige haveforening ikke nøjes med at lade være med at deltage i fællesskabet, men såmænd også skælder ud på bestyrelsen for at prøve at skabe et.

Det kræver en stor og vedvarende indsats både at skabe og vedligeholde et fællesskab. Også selvom man i kolonihaven jo netop "bare" ønsker at slappe af og hygge sig.

Hyggen er nemlig ikke uforpligtende eller nemt. Den er hårdt arbejde at skabe, hvis alle skal have lov til at deltage. Det glemmer vi ofte. 

Tak til bestyrelsen i Jørgen Berthelsens Minde for at minde os om det, og for at give troen på fællesskabet en skalle, også selvom projektet vist ikke helt kom i mål i første forsøg.