Nordjyske mener: Du skal arbejde mere, siger de. Lad os prøve noget helt andet
I stedet for konstant at snakke om, at vi skal arbejde mere, kunne vi begynde et andet sted

Erhvervsredaktør Peter Simonsen, Det Nordjyske Mediehus. Foto: Henrik Bo
LEDER:- Der er alle mulige mennesker, der mener, at vi kan arbejde mindre. Glem det, venner. Glem det.
Der sad landets statsminister, Mette Frederiksen. I en blød lænestol til en stor konference og lod sig interviewe af sin gamle ministerkollega og nu chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon, da ordene faldt.
- Glem det, venner.
For der er udfordringer, vi skal løse, lod statsministeren forstå. En aldrende befolkning, globale kriser og stigende udgifter til en af verdens største offentlige sektorer – bare for at nævne nogle få.
Alt sammen noget, der ifølge Mette Frederiksen kræver, at du som pligtopfyldende samfundsborger lægger flere timer ved samlebåndet. Ikke noget med tidlig selvpensionering, deltid eller firedages arbejdsuger, tak.
I det socialdemokratiske idealsamfund er arbejde en pligt, hvis bogførte værdi måles i minutter, timer og år. Det ville give mening, hvis vi alle stod ved et samlebånd og samlede dimsedutter, der kunne sælges og sende penge i statskassen.
Jo flere minutter ved samlebåndet, desto flere dimsedutter.
Det gør vi bare ikke.
Rigtig mange af os er ansat i job, hvor antallet af ugentlige arbejdstimer ikke nødvendigvis er afgørende for den værdi, vi skaber, eller det vi producerer. Og i et moderne samfund, hvor synet på arbejde i disse år forandrer sig kraftigt, fremstår Mette Frederiksens syn på arbejde mere og mere forældet.
Hun taler for døve ører.
I hvert fald glemmer landets øverste politiske leder, at langt de fleste ikke går på arbejde for at opfylde samfundets behov. Lidt ligesom de unge ikke vælger uddannelse efter, hvad samfundet skriger på.
Den uskrevne samfundskontrakt, som siger, at vi lever for at arbejde, er for længst revet itu. Nu arbejder vi for at leve, og med stigende velstand følger naturligt et ønske om at veksle den velstand til færre arbejdstimer og mere fritid.
Vi har ganske enkelt råd til at arbejde mindre. Og vi udnytter det flittigt.
Se bare, hvordan den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid siden 2000 er faldet fra 32,3 timer til 30,7 timer, ifølge en analyse fra Momentum. Faldet er sket både i den offentlige og private sektor, og det får førende økonomer til at rynke af bekymring, fordi kortere arbejdstid er gift for vækst og velfærd.
- Indtil videre er ingen finansminister lykkes med at beskatte fritid, som én udtrykker det.
Kom nu ikke med gode idéer.
Faktum er, at vi arbejder mindre, og at Mette Frederiksen kan gøre meget lidt ved det. Uanset hvor formanende hun går til værks.
Skulle vi prøve noget andet? I stedet for konstant at snakke om, at vi skal arbejde mere, burde vi snakke om, hvordan vi arbejder smartere og mere effektivt.
Her tænker jeg ikke kun på firedages arbejdsuger, hybridarbejde og ultrafleksible mødetider, men lige så meget om at optimere de timer, vi lægger i arbejdet, og om at skære det meningsløse pseudoarbejde fra.
Der er i sandhed rigeligt at tage af.
En ny, stor rapport fra fagforeningen Krifa viser, at knap 20 procent af danskerne udfører op mod 20 timers meningsløst arbejde om måneden. Det kan være alt fra deltagelse i møder, som intet fører med sig, til at lave rapporter, der aldrig bliver læst.
Og så er den samlede arbejdstid – og snakken om at arbejde mere – jo bimlende irrelevant, hvis tiden alligevel bruges på ligegyldigheder. Lad os begynde med at gøre noget ved det.
Meningsløst arbejde
- Hele 9 ud af 10 lønmodtagere oplever, at de i et eller andet omfang udfører meningsløst arbejde.
- Næsten halvdelen svarer, at de jævnligt udfører arbejdsopgaver, hvor de overvejer, om arbejdet overhovedet behøver at blive gjort.
- 17 procent af de adspurgte laver ifølge deres egen vurdering 11-20 timers pseudoarbejde om måneden.
- 7 procent laver over 20 timers pseudoarbejde om måneden.
- For mænd er andelen af adspurgte, som udfører betydelige mængder pseudoarbejde, cirka dobbelt så stor som hos kvinderne.
- Pseudoarbejde er lidt mere udbredt i den offentlige end i den private sektor.
- Jo mere meningsløst arbejde, desto lavere medarbejdertrivsel.
Kilde: Videncenter for God Arbejdslyst, Krifa.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.