Nordjyske mener: Mon arbejdsgiverne er klar til den revolution, der kommer?

Virksomheder skal tage nye værktøjer i brug for at tiltrække og fastholde dygtig arbejdskraft. Spørgsmålet er, om de alle har forstået det

Erhvervsredaktør Peter Simonsen, Det Nordjyske Mediehus. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Erhvervsredaktør Peter Simonsen, Det Nordjyske Mediehus. Foto: Henrik Bo

LEDER:De fleste kender til det. Mange hænger fast i det. Det berømte hamsterhjul med endeløs knoklen, og hvor værdien af dit arbejde måles i timer på kontoret – mens privatlivet må betale prisen.

Men det famøse hamsterhjul er stille, men sikkert ved at krakelere. Anført af især de yngre generationer sker der i disse år et skelsættende opbrud i den måde, vi ser vores arbejdsliv og karriere på.

Og de krav, vi stiller til vores arbejdsgivere.

Man aner allerede konturerne af den boblende revolution rundt om i erhvervslivet. Og den bekræftes, når man spørger flere eksperter, eller når man læser omfattende rapporter fra anerkendte konsulenthuse.

Karriere er nu noget, der skal passe ind i livet – ikke omvendt. Vi taler om arbejdsliv på en anden måde; som noget, der i højere grad end før skal harmonere med vores livsværdier og frihedstrang.

Og vi træffer afgørende valg i vores karriere baseret på, at vi vil tage ejerskab og magt over ikke bare vores arbejdsliv, men hele livet. Og ud fra devisen om, at vi ikke lever for at arbejde, men arbejder for at leve.

For nyligt skrev Nordjyskes nye erhvervsmedie, Vigeur, om Line Hjerrild, der hoppede ud af hamsterhjulet, fordi hun ville have mere tid til sine børn. Nu sammensætter hun selv sit arbejdsliv – og har fundet frem til den værdi, der giver allermest mening.

Sådan kan man finde et hav af lignende eksempler.

Sociale medier som LinkedIn nærmest flyder over med danskere, der har besluttet sig for at tage orlov, gå på nedsat tid, skifte job, sætte karrieren på pause eller tjekke helt ud. Ikke fordi de er udbrændte og stressede, men fordi de pludselig ser deres arbejdsliv i et nyt og forandret lys.

Åbenheden om det er ifølge forskere langt større, end hvad vi har været vant til. Og intet tyder på, at det blot er et forbifarende fænomen.

I USA taler man ligefrem om The Great Resignation, en historisk opsigelsesbølge, mens undersøgelser fra både Microsoft og Boston Consulting Group viser, at flere end nogensinde overvejer at sige op. Ikke blot i USA, men på tværs af landegrænser – også i Danmark.

Om arbejdsgiverne helt har forstået, hvad der er i vente, og hvad der allerede er i gang, må tiden vise. Nogen bliver med sikkerhed taget på sengen. Andre har set lyset.

Læg mærke til, at firedages arbejdsuger, hybridarbejde og ultrafleksible arbejdstider pludselig er blevet et udbredt konkurrenceparameter i kampen om at tiltrække og fastholde dygtig arbejdskraft. Arbejdsgiverne er tvunget til at tage nye værktøjer i brug.

Hæderlig løn, faste rammer og god mad i kantinen slår ikke længere til.

Revolutionen ruller. Og hamsterhjulet har spillet fallit.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.