Nordjyske mener: En gang var han den fedeste nisse - Nu er Pyrus ikke længere stueren
På 30 år er der sket en forandring i, hvor grænsen går mellem at være sjov og underholdende til at være nedladende og racistisk. Det mærker alletiders nisse
LEDER: En gang var Pyrus den fedeste nisse, man kunne forestille sig.
Fræk, barnlig og ligefrem - og fyldt med masser af de menneskelige fejl, vi alle kan genkende. Men han var også tilgivelig, fordi hjertet inderst inde sad på rette sted.
Derfor har de i alt fire julekalendere med nisserne i Rigsarkivet været elsket af store og små, siden den første blev sendt i 1994.
Nu har piben fået en anden lyd.
TV 2 har taget "Alletiders Julemand" af plakaten, fordi noget af indholdet kan virke racistisk og dermed krænkende.
Blandt andet er børn klædt ud som flødeboller, hvor de er malet brune i hovedet og forsynet med røde munde i forbindelse med Pyrus' hyldest til de søde sager. Og i en anden scene mobbes et barn og kaldes "neger" af tre andre børn, som så får kærligheden at føle fra "Den Store Bastian".
TV 2 har fået drøje hug for sin beslutning. En overreaktion. Et knæfald for de krænkelsesparate, er den overordnede konklusion på kritikken.
Men pilen bør ikke pege på TV 2 i dette tilfælde. Tværtimod har tv-stationen korrekt taget bestik af tidens fokus på krænkende adfærd.
Hvis vurderingen fra ledelsen er, at både sliksang og mobbescene rummer elementer, der i en nutidig kontekst kan nedgøre andre racer, skal de naturligvis tages væk. Det ville være svært at argumentere for det modsatte; at scenerne skulle sendes alligevel - det ville også udløse et ramaskrig.
Det, der til gengæld bør og skal diskuteres, er, hvor grænsen går, før censuren sætter ind.
For godt nok fjerner TV 2 "Alletiders Julemand", men blot for at erstatte den med "Alletiders Eventyr", hvor kinesere karikeres på deres sprog og fodstørrelse. Går det? Og kunne man inden for samme genre forestille sig, at borgere fra sjællandske Holme Olstrup ville betakke sig for at blive fremstillet som indskrænkede provinsboere, som det sker i en anden julekalender-klassiker, Nissebanden på Grønland?
Balancen er hårfin og svær at sætte på formel.
Men her skal argumenteres for, at det er bedre at se fortiden i øjnene, forstå og lære af den for at kunne finde sine værdier og tilgang til livet nu og i fremtiden, end at fjerne sporene af den.
Altså forstået på den måde, at mobbescenen med den mørke dreng kunne bruges til en snak mellem børn og forældre ude i de små hjem og i skolen, frem for at gøre som om, den slags aldrig har fundet sted og været et problem.
Men som nævnt. Balancen mellem ordentlighed og en usund og omsiggribende censur er hårfin og vanskelig at formalisere.
Lige nu svinger pendulet over mod forsigtighed.
Det betyder, at alletiders nisse ikke længere er stueren - og her skal vi nok diskutere, om det er en tak for overforsigtigt. For kan vi ikke stadig lære noget af historien om verdens sjoveste nisse trods alle hans - og nu seriens - fejl og mangler?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.