Nordjyske mener: Et slag mod Aalborg rammer hele Nordjylland
Flere flytter nu fra Aalborg, end der kommer den anden vej. En stor del af dem flytter til andre nordjyske byer, men tag ikke fejl: Et aalborg på væksthæmmer er dårligt nyt for hele Nordjylland.
LEDER: Aalborg mangler tilflyttere.
Udsagnet i sig selv ser måske ikke chokerende ud, for det samme har gjort sig gældende for en stor del af de nordjyske kommuner i årtier.
Alligevel er netop det, at Aalborg for første gang i mange år har færre tilflyttere end fraflyttere alarmerende for ikke bare Aalborg, men også for resten af Nordjylland.
Grunden til alarmen findes i fraflytningstallene: De øvrige nordjyske kommuner aftager borgere fra Aalborg. Det sker typisk, når man som færdiguddannet fra en uddannelsesinstitution i Aalborg på et tidspunkt er klar til villa, Volvo og vovse, for så trækker billigere boliger og mindre, velfungerende lokalsamfund de yngre aalborgensere på "landet".
Dén bevægelse er helt naturlig og i øvrigt også fin for Aalborg, hvis virksomheder har brug for medarbejdere, der pendler ind fra de omkringliggende kommuner.
Det er ikke fraflytningen, men derimod den manglende tilflytning, der er bekymrende. Når et stort nok antal unge studerende ikke flytter til Aalborg, kan de jo heller ikke flytte fra byen igen og ud i resten af Nordjylland efter et vist antal år. Fødekæden af tilflyttere går simpelthen i stykker.
Det er netop et drastisk fald i antallet af nye studerende på Aalborg Universitet, der er hovedårsagen til faldet. 13 procent faldt antallet af optagede på universitetet, hvilket svarer til flere hundrede personer.
Det tragikomiske er, at noget af faldet skyldes regeringens udflytning af studiepladser. Udflytningen blev ellers lanceret af den forhenværende regering med piber og trommer som en stor sejr til yderområderne, der nu skulle tilføres studiepladser og dermed tilflyttere. Men studiepladserne blev så taget fra blandt andet Aalborg Universitet.
Siden er en del af planerne om nye studiepladser i blandt andet Hjørring kuldsejlet. Men faldet i studiepladser i Aalborg blev ikke i samme ombæring droppet.
Faktum er, at et stærkt Aalborg er forudsætningen for et stærkt Nordjylland. Oversat til uddannelsesområdet er et endnu stærkere Aalborg Universitet den vigtigste vej til tilflytning og unge familier i byerne i Nordjylland. Det vil konkret sige flere studiepladser på universitetet end i 2021, ikke færre eller status quo.
Det bør være hele Nordjyllands mål. Når det lykkes fx Thisted at få flere uddannelsespladser til byen, bør borgmesteren i skåltalen huske alle på, at vi på uddannelsesområdet har brug for et både/og, ikke et enten/eller: En ny erhvervsuddannelse eller flere pladser på en videregående uddannelse til Nordjylland skal ikke ske på bekostning af uddannelsespladser på landsdelens universitet.
Et slag på storebror rammer i denne sammenhæng hele familien med fuld styrke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.