Nordjyske mener: Er der en vej udenom brugerbetaling?

Man kunne også skrive umuligt, men den luksus findes ikke, når det gælder vores sundhedssystem. Sundhed er kerneydelsen i ethvert velfærdssamfund, der er i fare for at bryde sammen, hvis det ikke fungerer.

Klart nok, for det handler jo om liv eller død.

Men krisen er gennemgribende, og det understreger to vidt forskellige nordjyske eksempler fra ugens løb:

Hospitalsdirektør i Region Nordjylland Jens Ole Skov blev fyret. Det skete, fordi regionens øverste ledelse, også den politiske del, ikke længere havde tillid til, at han kunne få økonomien i balance. Med hans afgang er der skiftet ud på næsten alle poster i det øverste cheflag i Region Nordjylland, hvis med længder største opgave det er at drive vores sundhedsvæsen.

Sygehuset i Thisted indførte en ny praksis, hvor ambulante dialysepatienter selv skal medbringe en dyne, når de skal i dialyse. Ifølge ledelsen på nyremedicinsk afdeling sparer man på den måde 100.000 til dynevask.

Besparelsen er blevet mødt med heftig debat, ikke mindst på sociale medier, hvor de fleste kritiserede tiltaget, mens nogle dog også gjorde opmærksom på, at det jo er helt almindelig praksis, når man skal til fx behandling hos en fysioterapeut eller til genoptræning, at man har sin egen dyne, tæppe eller håndklæde med.

Når det handler om fysioterapi, psykologhjælp og tandlægebehandling er brugerbetaling en indarbejdet ting. Men hvad er logikken i, at brugerbetaling i resten af sundhedsvæsenet kun gælder her? Psykiske lidelser eller tandbehandlinger kan være mindst lige så alvorlige som problemer, man går til sin praktiserende læge med.

Alligevel viger politikerne fortsat tilbage for at diskutere former for brugerbetaling fx hos den praktiserende læge.

Robusthedskommissionen, som regeringen har nedsat for at se på sundhedsvæsenet, pegede ellers i deres rapport på, at en form for brugerbetaling kan give mening, ikke for at tjene ekstra penge, men for at nedbringe presset på fx de praktiserende læger og vagtlægeordningen.

Noget, der i øvrigt er praksis i Norge og Sverige.

Indtil videre har politikerne i Danmark ikke haft mod til at åbne den, indrømmet, svære debat om, hvad der sker, hvis det fx koster 100 kroner at gå til læge.  

Øget egenbetaling vil kræve en masse undtagelser for blandt andre kronikere, og det vil heller ikke alene kunne løse sundhedsvæsenets problemer. Der skal mange andre greb til, ikke mindst for at flere sygeplejersker, jordemødre og læger vil arbejde på i det offentlige og klare fravalg i opgaver og behandlinger.

Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.