Nordjyske mener: Hvad er det gode liv? En læge i Skagen har et bud

Vi er midt i julens vanvittige forbrugsfest, som i år er krydset med verdensøkonomiske panderynker. Måske findes der ikke et bedre tidspunkt til at stoppe op og minde sig selv om, hvad der virkelig betyder noget, og her kommer en læge fra Skagen med en vigtig pointe.  

Lederportræt af Chefredaktør Karen Edelmann Keinicke. Aalborg 27 oktober 2022 <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederportræt af Chefredaktør Karen Edelmann Keinicke. Aalborg 27 oktober 2022 Foto: Lars Pauli

LEDER:Hvad er dit incitament til at stå op om morgenen? Hvad får et tilfreds smil til at hvile om dine læber, når dagen er omme? Hvornår føler du, at du gør en forskel?

Lavpraktiske, men alligevel store spørgsmål og måske, når det kommer til stykket, livets vigtigste.

 Den slags spørgsmål har det med at forsvinde ud af bevidstheden, når der måske var allermest brug for, at de blev stillet. Når tiden er fyldt ud med at jage efter varer til 20 procent under udsalgspris, så gaverne kan være lige så store under juletræet i år som sidste år på trods af inflationen. 

Netop i sådan en tid, hvor man føler, at der skal løbes ekstra stærkt, burde man nok gøre det modsatte: Stoppe op og mærke efter, om pulsen er oppe af de rigtige grunde.

 Tidligere på ugen bragte vi historien om den fynske læge Carl J. Brandt, der er blevet praktiserende læge i Skagen, selvom han sagtens kunne smække benene op og koncentrere sig om at bruge de penge, han tjener på sine virksomheder. 

Men Carl J. Brandt har taget en andet valg, fordi han tydeligvis har lavet øvelsen og mærket efter, hvad der for ham er vigtigt: Tilfredsstillelsen i at hjælpe 20-25 patienter i løbet af en arbejdsdag, ganske enkelt. Som han formulerer det til journalisten:

- Jeg elsker at være læge. Lægegerningen bekræfter mig som menneske, fordi jeg gør en forskel.

At det så lige bliver Skagen, der får gavn af hans beslutning, skyldes kærligheden, men som inspiration kan han med sit eksempel gavne ikke blot skawboerne, men alle, der læser artiklen og stopper op for at stille sig selv det spørgsmål: Hvad bekræfter mig som menneske?

Svaret er naturligvis forskelligt fra person til person. Men kraften i at få historien om et menneske, der uden moraliseren eller se mig-mentalitet kan inspirere andre er almen. 

Den ekstra krølle er ekstra tydelig efter en black friday og den tilstundende gaveudveksling om præcis tre uger. Vi ved det godt, og alligevel er det godt at blive mindet om, at det hverken er timelønnen eller julegavernes størrelse, der afgør, om livet er godt.  

Tak til lægen i landets nordligste by for at minde os om det.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.