Nordjyske mener: Hvad i alverden har borgerne i Aalborg fået ud af at betale for et skilt på TV2 Nord?

Det gør på ingen måde kommunen til et bedre sted at bo, og at det skulle hjælpe på markedsføringen af byen, er ligeledes et tvivlsomt argument

Lederskribent Anders Sønderup. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli

LEDER:Nu er det ikke fordi 200.000 kroner er meget i det store kommunale budget. 

Nærmere er det så lille et beløb, at borgmester-forvaltningen uden hverken forhaling eller nærmere eftertanke kunne bevilge pengene. Åbenlyst er det også så små penge, at samme forvaltning ikke engang har orket at undersøge, om man egentlig fik noget for pengene.  

To dage gik der - fra direktør Mikael Justesen, direktør for TV2 Nord, spurgte, om ikke lige Aalborg Kommune ville sende 200.000 kroner til stationens dækning af Nibe Festival - til der kom et bekræftende svar. 

Normalt tager behandlingen af ansøgning om kommunalt tilskud pænt lang tid. Men ikke her. 

Den manglende sagsbehandling er under alle omstændigheder kritisabel. Reglerne er da også senere ændret, men den havde dog været nemmere for borgmester Thomas Kastrup-Larsen at forklare, hvis pengene var gået til noget fornuftigt. 

Var de 200.000 nu gået til et værdigt formål - ekstra åbningstid i varmestuerne, en ekstra sosu-assistent på et trængt plejehjem -havde det gjort sagen lidt mere spiselig. 

Men her blev borgernes penge foræret væk til nogen, der aldeles ikke kan kaldes værdigt trængende. Som bekendt er alle nordjyder - uanset om de ser TV2 Nord eller ej - via skatten tvunget til at betale til foretagendet. 68 millioner kroner fik tv-stationen ind på kontoen i 2021. 

Hvis de penge ikke rækker til at dække Nibe Festival, bør TV2 Nord gå til politikerne på Christiansborg. 

Et kommunalt problem er det i hvert fald ikke, og derfor burde tv-stationens støtte-ansøgning også have være besvaret med et pænt nej-tak.  

Det er ikke Aalborg Kommunes opgave at støtte en tv-station, og det bliver kun mere kritisabelt af, at det stadig er - og formentlig forbliver - uklart, om kommunen overhovedet fik det mindste for pengene.  

TV2 Nord hævder, at kommunen som tak fik et sponsorskilt på skærmen et par sekunder. Klippet kan de dog ikke finde, men angiveligt skulle der stå, at "Programmet er produceret med støtte fra Aalborg Kommune”.  

I bedste fald ligner det nytteløs markedsføring. 

Hvad i alverden har borgerne i Aalborg fået ud af det skilt?

Hvad er den borgernære gevinst ved, at kommunen har støttet dækningen af noget, tv-stationen alligevel vil have dækket? 

Det gør på ingen måde kommunen til et bedre sted at bo, og at det skulle hjælpe på markedsføringen af byen, er ligeledes et tvivlsomt argument.  

Hvis tv-dækning af en festival skulle have nogen større effekt på, hvor folk vælger at bosætte sig, så ville Roskilde være en af Danmarks største byer.

Men selvfølgelig betyder en bys ry noget, og for Aalborgs ry er det beklageligt, at der igen dukker en sag op om tvivlsomme posteringer på borgmesterforvaltningens konto.  

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.