Nordjyske mener: Hvem bliver den næste, der må forlade Moderaternes folketingsgruppe?

Kristian Klarskovs afgang viser, at Moderaterne højst sandsynligt går en turbulent tid i møde - og at vælgerne bliver efterladt på perronen

Lederportræt af Chefredaktør Karen Edelmann Keinicke. Aalborg 27 oktober 2022 <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederportræt af Chefredaktør Karen Edelmann Keinicke. Aalborg 27 oktober 2022 Foto: Lars Pauli

LEDER:Det nordjysk valgte folketingsmedlem for Moderaterne, Kristian Klarskov, fik en af de korteste politiske karrierer, man kan forestille sig i Danmark.

Som opstillet for et helt nyt parti og uden politisk erfaring i øvrigt opnåede han tidligere i denne måned med knapt 1800 personlige stemmer valg til det fineste, politiske hverv: medlem af den danske, lovgivende forsamling.

Men allerede inden november randt ud, er han igen ude af Folketinget og  - ser det ud til - af dansk politik i det hele taget.

Det tog kun journalister fra Jyllands-Posten og Politiken et par uger at finde frem til, at der ikke har været overensstemmelse med det billede af sig selv som en driftig erhvervsmand og iværksætter, som Kristian Klarskov tegnede under valgkampen, og den virkelighed, som hans virksomheds regnskaber afslørede. 

Men Moderaterne arbejdede om muligt endnu hurtigere: Under 48 timer gik der, fra historierne i medierne om Kristian Klarskov kom ud, til partiet meddelte, at Kristian Klarskov havde taget beslutningen om at forlade Folketinget.

Hvordan den beslutning præcis er blevet taget, ved de indtil videre kun internt i partiet.

Men at endnu flere af det nystiftede partis 16 mand store flok af nye folkevalgte ved fintællingen vil vise sig ikke at kunne stå distancen, er nok en risiko, partileder Lars Løkke er opmærksom på.

Lige nu sidder Moderaterne, som ved valget blev landets tredjestørste parti, med ved forhandlingerne om at indgå i en regering, og uro om partiets kandidater er naturligvis skidt.  

Men det er ikke overraskende, når man ser på den flok, som Lars Løkke Rasmussen og hans partiprojekt har trukket med ind på Borgen:

Under valgkampen blev det tydeligt, at en dybdegående viden om partiets projekt og politik er samlet på meget få hænder i Moderaterne. Og selv når det gjaldt partiets spidskandidater, stod det klart, at forbindelsen til partiorganisationen er noget løsere, end man normalt ser.

Tilbage på perronen står de 1800 nordjyder, der satte et kryds ud for Kristian Klarskovs navn 1. november.

Her kan der med rette være ridser i tilliden til et parti og en partistifter, som åbenbart har haft meget lidt kendskab til sine folketingskandidater. Det tyder på, at der ikke har været en kontrol af, om det, en kandidat fortalte om sig selv og sine fortræffeligheder under valgkampen, rent faktisk stod mål med virkeligheden.

Dermed har partiet ladet sine vælgere i stikken.

Godt nok går mandatet ikke tabt, da Kristian Klarskov frivilligt overlader sin taburet til den nordjyske kandidat med næstflest stemmer, Mohammad Rona. Men det er jo ikke ham, de 1800 nordjyder har stemt på. 

Det er et problem, for hvor er ordentligheden i, at man som partiorganisation ikke har styr på sine kandidater? 

Sådan en tillidskrise er dårligt nyt for Lars Løkkes projekt om at ændre noget i dansk politik.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.