Nordjyske mener: Ingen grund til at skamme sig over at flyve til København
Nordjysk folketingsmedlem får fejlagtig kritik for at gøre det samme som tusindvis af nordjyder gør hver dag

Lederskribent Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli
LEDER:Det er nemt at udstille Theresa Scavenius - nordjysk valgt folketingsmedlem for Alternativet - som hykler. Hun har i årevis været en af de mest markante og yderligtgående i dansk klima-debat, og så kan det selvfølgelig synes både sjovt og hyklerisk, at Theresa Scavenius siden 2017 - mindst - 24 gange har sat sig i en flyver på Aalborg Universitets regning. Flyveturene har primært været mellem København og Aalborg, mens der også er rejser til og fra Bruxelles, Wien og Bornholm.
Hun burde - mener kritikerne, anført af den københavnske lokalavis, Politiken - selvfølgelig have taget toget.
- Skam dig, skriver avisen endda.
Men Scavenius har egentlig ingen grund til at skamme sig. Først fordi, hun aldrig har hævdet, at klimakrisen skal eller kan løses ved den enkeltes handlinger. Den kan - siger hun ganske rigtig - kun løses gennem politiske beslutninger.
At hendes parti, Alternativet, så ind i mellem også har haft travlt med at klima-udskamme folk, kan hun ikke bebrejdes, men forhåbentligt få ændret på.
For at bebrejde den enkelte hjælper præcist ingenting.
I tilfældet Scavenius er kritikken ekstra dum.
For Politiken mener, at hun skal skamme sig over noget tusindvis af nordjyder gør hver eneste dag.
Nemlig at flyve til og fra København.
Specielt miljøvenligt er det ikke at tage den 40 minutter lange tur, men langt de fleste tager også kun turen af mangel på brugbare alternativer.
Skal man - og det skal tusindvis af nordjyder hver dag - til møde eller udføre andet arbejde i København er der faktisk ikke noget alternativ, hvis man skal ud og hjem samme dag. Skal man eksempelvis have en arbejdsdag i København næste onsdag, og tager man toget, vil rejseplanen se således ud:
Afgang fra Aalborg Station 04.50 - ankomst København 9.03. Hjemrejsen starter 17.06, og toget når - hvis der ikke er sporarbejde - Aalborg 21.51.
Sammenlagt - og uden transport til og fra stationen - giver det en arbejdsdag på 17 timer, og det er præcist derfor, at de fleste vælger flyet og dermed den halve transporttid.
At vælge flyveren skal hverken Scavenius eller andre skamme sig over.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.