Nordjyske mener: Jeg ranker gerne ryggen, når jeg henter mine børn som de sidste - men jeg vil have noget til gengæld

Det er den besked, som socialdemokratiske Kaare Dybvad Bek turnerer med i disse uger, efter han netop har udgivet en bog med titlen ’Arbejdets land’.

Én af udlændinge- og integrationsministerens opfordringer er, at man skal ranke ryggen, når man som den sidste forælder kommer halsende klokken kvart i luk og skraber madpakker, drikkedunk og termobukser ned i tasken, inden man slæber de trætte børn med hjem til ulvetimen - fordi man tjener velfærdssamfundet bedre ved at arbejde mere.

Ovenstående scenarie kunne nemt være mig, når jeg henter børn i skole og børnehave. Garderoben er næsten altid tom, for mine børn er ofte nogle af de sidste, der bliver hentet.

Det har jeg det fint med, for jeg har selv valgt at prioritere sådan.

Men det er en prioritering, jeg kun kan lave, fordi børnene trives i deres institutioner. Fordi de hver eneste dag mødes af omsorgsfulde og yderst kompetente voksne, der både har tid og overskud til at se dem og være noget for dem.

En afgørende forudsætning, for at jeg kan arbejde dedikeret, er således, at jeg er tryg ved mine børns rammer, mens jeg hiver penge hjem til både mig selv og statskassen.

Og så er vi tilbage ved den socialdemokratiske opfordring til at arbejde mere og ranke ryggen. For velfærdsstatens skyld. 

Kaare Dybvad Beks bog udkommer efter, at statsministeren Mette Frederiksen på vegne af regeringen udtalte, at danskerne skal arbejde mere – eller som minimum fuldtid.

Budskabet kom samtidig med, at en undersøgelse viste, at hver sjette dansker faktisk ønsker at arbejde mindre.

Med bogen gør Kaare Dybvad Bek det klart, at han deler statsministerens synspunkt. Han mener, at det truer velfærdsstaten, hvis for mange danskere begynder at arbejde færre timer. 

Problemet er bare, at ministeren glemmer, at der med pligt også følger ret. Og at der bliver foruroligende tavst, når det kommer til at fortælle borgerne, hvad der gives til gengæld for at yde en indsats for staten.

For mens jeg arbejder og arbejder og afleverer en stor del af min løn til det offentlige, forventes jeg samtidig at acceptere, at normeringerne forringes, og at skoler og daginstitutioner lukkes eller sammenlægges i endeløse omlægninger for at få enderne til at nå sammen i de kommunale budgetter.

Mens jeg yder min pligt for at holde hånden under velfærdssamfundet, som ministeren ønsker, ser jeg samtidig mine børns vilkår blive dårligere.

Socialdemokraterne kræver magt over min arbejdssjæl, mens løfterne til gengæld glimrer ved deres fravær.

Og det er en kontrakt, som langt de færreste har lyst til at indgå.