Nordjyske mener: Kære Mette Frederiksen, skal vi arbejde mere, glemmer du en vigtig ting

Og nu siger hun det igen.

Landets statsminister, Mette Frederiksen (S), tog i weekenden endnu et skridt ind i den sprængfarlige debat om danskernes arbejdslyst. Her henviste hun til den såkaldte ”samfundskontrakt”, som du aldrig har set eller skrevet under på, men som du åbenbart er bundet af fra fødslen og ventes at leve op til i velfærdssamfundets almoderlige tjeneste.

- Kontrakten er ret vigtig. Alle, der kan arbejde, skal arbejde. Selvfølgelig kan man blive ramt af sygdom, gå på barsel eller have en funktionsnedsættelse. Men ellers skal man bidrage. Det er den danske ligning i al sin enkelthed, lød det fra Mette Frederiksen på det socialdemokratiske årsmøde i Aalborg.

Statsministerens pointe er, at holder vi ikke fast i en stærk arbejdsmoral, holder vores velfærdsmodel ikke. Så er der ikke råd til sygehusvæsen, folkeskole, ældrepleje, forsvar, og hvad der ellers skal finansieres af fælleskassen.

Selve velfærdsstatens overlevelse er på spil, må man forstå.

Derfor kan du glemme alt om deltid og selvpensionering før tid. Det er usolidarisk. Arbejde er en pligt, og samfundets behov går forud for dine egne. Eller hvad?

Det farlige ved at pege på andre, som landets øverste politiske leder gør, er, at der altid er mindst tre fingre, som peger tilbage mod dig selv. Således også her.

For hvem er det egentlig, der svigter den usynlige samfundskontrakt?

Hele præmissen for at ville dedikere sit liv til at understøtte velfærdssamfundets overlevelse – og undervejs aflevere knap halvdelen af sin indkomst til skat – er vel, at selv samme samfund matcher det arbejde, som vi lægger, og den skat, vi betaler.

Den kontrakt, vi ventes at overholde.

Og så er det, at Mette Frederiksens formaninger begynder at lugte.

For småbørnsfamilierne, som ifølge nye tal er blandt dem i Vesteuropa, der arbejder allermest, men som må aflevere deres børn til fortravlede daginstitutioner med alt for lidt personale.

For dem, der sender deres børn i folkeskoler, hvor alt fra lejrskoler til lærerstillinger og forebyggende indsatser skæres fra, alt imens trivslen bare falder og falder.

I kommuner, hvis budgetter er så skrabede, at det grænser til vanrøgt.

Heller ikke sundhedsvæsenet, hjemmeplejen, ældreplejen eller psykiatrien kan sælges som de store succeshistorier, der retfærdiggør, at vi skal arbejde fuld tid og helt til pensionsalderen i moderstatens tjeneste.

De er alle i varierende ringe forfatning og bemandet af ansatte, der har mere travlt med at skulle løbe spidsrod mellem statslige regler og dokumentationskrav end at tage vare på borgerne.

Hvis Mette Frederiksen vil skubbe til danskernes arbejdsmoral – som for øvrigt ikke fejler noget – skulle hun og landets øvrige ledende politikere begynde med at fikse samfundets bærende institutioner, der knager og brager.

Formaninger bliver man ikke andet end træt af.