Nordjyske mener: Kom nu ind i kampen, borgmester - vi skal have sagerne frem i lyset

Tiden er kommet til, at borgmester Thomas Kastrup-Larsen kræver en grundig redegørelse i sagen om Aalborg Kommunes støtte til 3F-arrangementer. Det er hans ansvar at få styr på sin forvaltning og gøre op med en eventuel dårlig kultur med manglende dokumentation og løs omgang med skatteborgernes penge

Efter flere mislykkede forsøg på at få klarlagt omstændighederne omkring Aalborg Kommunes støtte til flere 3F-arrangementer, er det nu borgmester Thomas Kastrup-Larsens ansvar at få undersøgt tingene til bunds, mener redaktionschef Jens Peter Svarrer, Nordjyske. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Efter flere mislykkede forsøg på at få klarlagt omstændighederne omkring Aalborg Kommunes støtte til flere 3F-arrangementer, er det nu borgmester Thomas Kastrup-Larsens ansvar at få undersøgt tingene til bunds, mener redaktionschef Jens Peter Svarrer, Nordjyske. Foto: Torben Hansen

LEDER:Hvorfor er det så svært for Aalborg Kommune?

Gennem de seneste uger er det flere gange gået galt, når kommunens embedsfolk har forsøgt forklare, hvordan og hvorfor der er brugt skattekroner på 3F's besøg i Aalborg.

Nordjyske og andre medier har beskrevet, at Aalborg Kommune udbetalte i alt 447.249 kroner på henholdsvis markedsføring og reception i forbindelse med fagforbundets kongresser i byen i 2016 og 2019.

I første omgang fandt kommunen kun oplysninger om receptionen i 2019.

Da det så stod klart, at der også havde været kommunale skattekroner med i forbindelse med arrangementet i 2016, krøb kommunen til korset og beklagede: Man havde desværre ikke været opmærksom på den betaling, da pengene kom fra en anden konto.

Og først da Nordjyske kunne afsløre, at chefen for Aalborg Event, Søren Thorst, havde godkendt begge betalinger, erkendte kommunen sagens rette sammenhæng på den front.

Det er simpelt hen ikke godt nok.

En redegørelse skal jo netop tjene til at forklare sagens rette sammenhæng. I det her tilfælde om der er en kultur i kommunen, hvor skattekroner anvendes stik imod reglerne - og hvem, der er ansvarlig.

Derfor peger pilen nu mod borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Det er i hans forvaltning, at sagerne om brug af penge uden fornøden dokumentation pibler frem. Vi nævner blot salgsvideoen fra tv-programmet Nybyggerne og nu de to 3F-arrangementer.

Efterhånden nytter det ikke, at borgmesteren spiller ind med, at han ikke vidste noget om hensigter og procedurer. Svaret er ganske enkelt ikke godt nok, når man er sat i spidsen for forvaltningen af skatteborgernes penge i Nordjyllands største kommune.

Det kan godt være, at Thomas Kastrup-Larsen ikke har vidst noget. Det er kritisabelt nok i sig selv og ikke nogen reel undskyldning.

Men det ville efterhånden klæde borgmesteren at tage ansvar og gøre op med sin uvidenhed, banke i bordet og kræve at få den fornødne indsigt. At blive klædt ordentligt på, når det handler om at få overblikket over, hvem der gør og har gjort hvad på de konti, han har det overordnede ansvar for. Ja, at få en klokkeklar redegørelse, så der kan tages hånd om det problem, der tilsyneladende er.

Skatteborgerne har krav på afklaring. Selvfølgelig. Det er dem, der betaler gildet. Men også de ansatte i kommunen har fortjent, at der gøres op med en usund kultur i dele af det store apparat, så alle ikke er under anklage for lemfældighed. 

Tager borgmesteren ikke det ansvar på sig, vil mistanken om flere skeletter i de kommunale skabe blive ved med at lure. Tager borgmesteren ikke affære, kan både han og borgerne være sikre på, at Nordjyske nok skal grave videre. Det er blot en anden form for redegørelse.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.