Nordjyske mener: Kultur - det er sådan noget, man må til hovedstaden for at opleve?

Sjældent har en regering vist haft et så flyvsk og fritflyvende forhold til penge som den nuværende SVM-opfindelse.

Ligesom milliarderne ikke er der - er de der alligevel.

For ganske få måneder siden var det nærmest livsnødvendigt - for krigen i Ukraine, for folkeskolen, for psykiatrien, ja, for hvad som helst - at halsen hurtigst muligt blev drejet om på store bededag.

Væk med den.

Og her for ganske nylig er der så bimlet mindst 20 højst uventede milliarder ind på fælleskontoen.

Og ligesom millionen er der - er den der så alligevel ikke.

Bare spørg hos Nordkraft Big Band, som tidligere på året er blevet viftet om næsen med netop en million kroner.

Men væk er millionen nu i regeringens udkast til finanslov. Med alt, hvad det selvsagt vil betyde af nedskæringer og fyringer.

"Skal man være grov, kan man sige, at det er spild af borgernes penge, når vi efter nytår skal nedlægge alt det, vi på fire måneder har bygget op af samarbejde med kommuner i hele Nordjylland".

Sådan har det lydt fra Peter Lund Paulsen, manager og musiker i Nordkraft Big Band.

Og bigbandet kan have grund til at føle sig ført bag lyset af en kulturminister, der for ganske få måneder siden udsatte musikerne for en rask gang uforpligtende bragesnak og skåltale af den slags, som næsten enhver politiker er i stand til at producere i metermål.

For dengang hed det i en mail fra Jakob Engel-Schmidt (M): "Som det fremgår af regeringsgrundlaget, ønsker regeringen et Danmark i geografisk balance. Og her er kulturlivet noget af det, som er med til at binde os sammen på tværs af landet".

"Et Danmark i geografisk balance" har SVM-konstruktionen så tænkt sig at skabe ved at fjerne enhver form for støtte til Nordkraft Big Band.

Ikke fordi man nødvendigvis står og mangler pengene, men fordi man i stedet vil overføre midlerne til klassisk musik til København. 

Fordi hvad? Fordi man mangler den slags i hovedstaden? Eller fordi der er opstået et akut behov for at smøre endnu et lag ovenpå alle de andre, der findes på stedet i forvejen?

Den mulighed foreligger jo, at en million kroner rækker væsentligt længere i Nordjylland end eksempel i København. 

Desværre flugter den manglende lyst til at sende penge til "udkantsdanmark" alt for godt med den hidtidige linje med en bevidst meget voldsom ulighed i støtte til kulturliv i hovedstad og provins. Nærmest som om alle danskere (og ikke kun bestemmende politikere og embedsmænd) bor i eller uhyre tæt på København.

Men måske forestiller man sig "et Danmark i geografisk balance" skabt ved, at "bønderne" jo bare kan tage til hovedstaden (med tog, hvis de da har råd og tålmodighed), hvis de endelig en sjælden gang får lyst til at opleve lidt kultur? 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk