Nordjyske mener: Landbruget lever i en parallel virkelighed. Det er tid til at vågne op

Døde, golde, grumsede havbunde i de kystnære farvande og fjorde, heriblandt Limfjorden, hvor et ægtepar sidste år dykkede 60 timer og kun så to fisk.

To sølle fisk.

Da en lystfisker for nyligt var med i P1 Morgen, konstaterede han, at det at fange en torsk efterhånden svarer til at fange en enhjørning. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Iltsvindet i de danske farvande er på sit værste i 20 år, og de fleste eksperter er ikke i tvivl om, hvorfor havbunden mange steder ligner et månelandskab, der har kvalt alt det, som ikke nåede at slippe væk.

Det er primært et resultat af landbrugets udledning af kvælstof via gylle og gødning, som giver næring til alt for mange alger i havmiljøet. Og så kan kun de mest hårdføre krabber og søstjerner overleve.

Egentlig har vi vidst det i årtier, men ingen har gjort noget ved det. Og tror man, at synderen over dem alle – landbruget – griber i egen barm og udstikker en kurs, som kan være med til at redde vores døende havmiljøer, bliver man slemt skuffet.

Godt nok anerkender landbruget en del af sit ansvar. Men man har cirka lige så travlt med at pege på andre syndere. Alt fra nabolande, der udleder kvælstof, til hullede kloakker og utætte rensningsanlæg.

Forklaringer, som ifølge tre af landets førende eksperter, TV 2 har talt med, alle mest af alt er et forsøg på at afspore diskussionen og fjerne fokus fra det reelle problem:

Landbruget selv.

At landbruget har travlt med at mudre debatten og undslå sig hovedansvaret, er ikke nogen overraskelse. I årtier har den danske landbrugssektor bekæmpet hårdere miljøregulering, alt imens landbrugets andel af den danske CO2-udledning er vokset og vokset.

Sagt med andre ord: En af de mest forgældede og tilskudsfinansierede brancher i Danmark sviner massivt og har ikke for alvor tænkt sig at gøre noget ved det.

Lige nu raser debatten om en CO2-afgift på landbruget, og i lyset af ovenstående må den siges at være en glimrende opfindelse, som det kun kan gå for langsomt med at få vedtaget.

At afgiften ifølge selv det notorisk bondeglade Venstre vil føre til visse landmænds undergang, er nærmest blevet udlagt som en skandaløs konsekvens.

Hvad ligner det at drive hårdtarbejdende landmænd ud i konkurs?

Kære landmænd, det ligner en nødvendig konsekvens.

For når man i to årtier ikke har ønsket at omstille sig hurtigt nok af frivillighedens vej, må tvang være den sidste udvej. Uden at politikerne ruller de store kompensationer ud som undskyldning for ulejligheden.

Vi skal ikke betale forurenere for at lade være med at forurene.

Landbruget står i en selvpåført skæbnestund. Det er efterhånden sidste udkald, hvis den stolte danske bonde skal genvinde respekten. Det kan nås endnu.