Nordjyske mener: Mette vs Inger: Dronningevalget i Nordjylland endte med to vindere
Store personlige sejre, men de kommer ikke uden mislyde. Mette Frederiksen må søge en næsten umulig bred regering, og Inger Støjberg kan ikke bruge sine mandater til meget

Nordjylland synes at have tilgivet Mette Frederiksen for minkskandalen, men er det nye Folketing klar til det, spørger ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder.
LEDER:Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen er Danmarks suverænt største parti - og holder skansen i Nordjylland.
To år efter den skandaløse nedlukning af syv nordjyske kommuner og minkerhvervet har hun fået baglandets tilgivelse.
Det er svært at læse resultatet af valget i går anderledes. I det omfang nordjyderne ønskede at markere deres utilfredshed med minkskandalen, gjorde de det ved kommunalvalget for et år siden, da Socialdemokratiet fik noget af en vælgerlussing.
Men det er nu fortid. Socialdemokratiet står endda til fremgang. En stor del af Nordjylland er med andre ord kommet videre.
Det bliver en gyser, om det nye Folketing vil vise statsministeren samme nåde. Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne er en af valgets store vinder og har tidligere stillet som ultimativt krav for at gå i regering med Mette Frederiksen, at han på linje med hele blå blok vil have en advokatundersøgelse af hendes juridiske ansvar for lovbruddet i forbindelse med minkaflivningerne.
Hvis Løkke vil bevare sin troværdighed, må han naturligvis fastholde kravet, også selv om Mette Frederiksen lokker med en attraktiv ministertaburet.
Med den trussel hængende over hovedet skal hun i den kommende tid indfri sit løfte om at undersøge muligheden for en bred regering. Det bliver selv sagt uhyre svært. Lars Løkke fastholder, at enten V eller K skal med, men det ønsker ingen af dem – og da slet ikke i en regering under Mette Frederiksens ledelse. De har ingen tillid til hende.
Det kan betyde, at vi kommer til at vente længe, måske uger, på en ny regering. Imens kan vi så gøre regnskabet op i Nordjylland.
På sin hjemmebane vinder Mette Frederiksen tillige det såkaldte dronningevalg mod Inger Støjberg og hendes nye parti, Danmarksdemokraterne. De personlige stemmetal var sent i aftes ikke kendt endnu, men Socialdemokratiet står til at blive mere end dobbelt så store i Nordjyllands storkreds som Støjbergs Danmarksdemokraterne, som bliver næststørst.
Det indikerer en markant personlig opbakning til begge de to nordjyske profiler, men også at ingen er over eller ved siden af Mette fra Aalborg. End ikke Inger fra Hadsund.
Sidstnævnte har uden tvivl samlet en god del af sine stemmer op blandt dem, som endnu ikke kan finde nogen form for tilgivelse af Mette Frederiksen. Nedlukningerne i november 2020 har ført til en splittelse mellem vælgerne, og selv om det røde bagland nu synes intakt igen, forestår der også lokalt et forsoningsarbejde for Mette Frederiksen.
For Inger Støjberg er det en sejr i sig selv, at hun gør et bemærkelsesværdigt comeback til Folketinget efter at være blevet erklæret uværdig for bare 10 måneder siden. Hun kan ikke bruge sine mandater til særlig meget og får næppe en ministerpost. Den ydmygelse af dansk demokrati slipper vi for. Men ingen kan tage Inger Støjbergs rekordhurtige, politiske genoprejsning fra hende.
Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.