NORDJYSKE MENER: Moderaterne siger, at de ikke er drevet af ideologi. Men det passer ikke. De er drevet af chefideologen Løkke

Holder meningsmålingerne, får Lars Løkke Rasmussen større magt, end han nogensinde før har haft

Lederskribent Anders Sønderup.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup.  Foto: Lars Pauli

LEDER:Da Nordjyske i sidste uge spurgte Kristian Klarskov - spidskandidat for Moderaterne - om partiets holdning til den 3. Limfjordsforbindelse, lød svaret, at partiet ikke havde taget stilling, men at han i hvert fald var imod linjeføringen over Egholm. Det ville, svarede han, være synd for øen. 

Det synes Klarskov muligvis stadigvæk, men det gør hans parti ikke. 

- Nordjylland har brug for en tredje forbindelse over Limfjorden. Og det har Nordjylland haft brug for i mange, mange år. Så det støtter vi op om, sagde Lars Løkke Rasmussen senere til TV2 Nord. 

Hvem af de to, der bestemmer partiets holdning, er der ikke den store tvivl om. Moderaterne hævder gerne og ofte, at deres politik er baseret på fornuft og demokratiske samtaler, men virkeligheden synes mere at være, at deres politik først og fremmest er baseret på, hvad Lars Løkke Rasmussen mener. 

Videre demokratisk er den beslutningsproces selvfølgelig ikke, men fornuftig er den formentligt.

For ikke alle af partiets kandidater synes belastet af overvældende viden om vigtige politiske forhold. Som eksempelvis en anden nordjysk kandidat, Mohammad Rona. Han bliver i en artikel i Nordjyske stillet en række ganske simple spørgsmål om miljø, klima og en eventuel CO2 afgift for landbruget, men hans svar kan ikke siges at bidrage med nogen viden om, hvad den nordjyske kandidat egentlig mener.  

- Det er ikke min spidskompetence, siger han ærligt, og det er er fair nok, men også tankevækkende. Muligvis vil det være første gang, at nordjyderne vælger en kandidat, der ikke synes at have basal viden om et af landsdelens vigtigste erhverv. 

Holder den seneste meningsmåling brager Moderaterne ind i Folketinget med 20-21 mandater, og uanset det endelige antal får de med stor sandsynlighed afgørende betydning - først for sammensætning af den kommende regering, senere for håndteringen af den ganske alvorlige krise. 

Det vil være en stor opgave for alle partier - for et parti, hvor cirka 90 procent af de kommende folketingsmedlemmer reelt ikke har nogen viden om, hvad der venter på Christiansborg, er opgaven gigantisk. 

Bortset fra formanden er der kun én, der kommer med politisk erfaring fra Christiansborg. Alle øvrige af Moderaternes kommende folketingsmedlemmer vil være debutanter, og det er både godt og skidt. 

Godt er det med nye ansigter, nye tanker og erfaringer hentet fra virkeligheden udenfor Christiansborg. 

Men skidt kan det være, at én mand kommer til at bestemme så meget. Moderaterne ligner et parti uden fortilfælde i dansk politisk historie - delvist kan det sammenlignes med Fremskridtspartiet, der i 1973 kom ind med 28 mandater, men afgørende forskel er, at Glistrup aldeles ikke havde styr over tropperne. 

Det har Løkke, og det kan ikke afvises, at det var en af årsagerne til, at han stiftede partiet. Nu bestemmer han det hele alene, ingen uorden i geledderne, og spørgsmålet er, om nogen af partiets kandidater har modet til at udfordre partiejeren. 

Indtil videre synes det ikke at være tilfældet. Lars Løkke Rasmussen ser ud til få større magt end han nogensinde før har haft.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.