Nordjyske mener: Når slagteren, apotekeren og boghandleren råber stop, er det værd at lytte

Byer skal udvikles, så mennesker trives. Men ønsket kan gå så langt, at der tegner sig et billede af afvikling

Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. Foto: Torben Hansen

LEDER:  Udfordringen er med garanti kendt i mange byer af en vis størrelse.

Centrale områder skal udvikles og moderniseres, så de passer bedre ind og dækker et nutidigt og fremtidigt behov.

Manøvren er ikke nem. På ingen måder. Mange interesser skal tilgodeses, så den endelige cocktail er et mix, der falder i de flestes smag.

Lige nu udspiller netop den scene sig i Nørresundby. Det gælder fremtidsplanerne for byens torv.

Siden 2016 har der ligget planer på tegnebrættet for en forskønnelse af den centrale plads i byen.

Men nu råber flere forretningsejere og -drivende op og advarer mod at realisere ideen om et mere grønt og rekreativt torveområde.

- Fjerner de vores p-pladser, så lukker vi. Så alvorlig er situationen. Vi er i forvejen så pressede efter corona og inflation, at vi ikke kan tåle at miste mere omsætning. En butik er allerede flyttet, tre andre er på vej til det, og jeg overvejer det også. Foreløbigt har jeg droppet at bestille julevarer hjem.

Sådan lyder det fra Michael Clausen, indehaver af Bog & Ide-butikken i Nørresundby. Han bakkes op af den lokale apoteker Rikke Holm Løvaas samt slagtermester Casper Paulsen fra Slagter Carlsen.

Det er vigtigt at holde fast i, at tankerne bag udviklingen af Nørresundby Torv ikke er styret af ønsket om at genere nogen. Tværtimod.

Målet har helt sikkert været at skabe et offentligt rum med ro og plads til rekreative fornøjelser. Til gavn for mennesker.

Men det virker som om, at bydelens butiks- og handelsliv er glemt eller i hvert fald ikke tænkt synderligt meget ind i ligningen.

At ønsket om byfornyelse går så langt, at de eksisterende aktører presses ud af byen.

At konsekvensen af udvikling reelt er afvikling.

Det kan næppe diskuteres, at en sund by har sine oaser, hvor beboerne kan slappe af og samle energi. Og nyde livet.

Men er en sund by netop ikke også kendetegnet ved, at den rummer et handelsliv, hvor man som borger kan få betjent sine almindelige indkøbs- og servicebehov? Et virke, der i dagligdagen også skaber liv, job og sammenhængskraft?

Prisen for den aktivitet er en vis uro i bybilledet, levering af varer, krav om en velfungerende logistik og parkeringspladser, der tilgodeser kunderne.

På afstand er det let for udviklere i den gode sags tjeneste at fjerne disse forstyrrende elementer.

Det er blot vigtigt at huske, at afvikler de handelslivet i den øvelse, kommer det helt sikkert ikke retur. Så er det tabt for byens beboere.

Derfor bør rådmand Jan Nymark Thaysen og co. give projektet en fornyet overvejelse og konsekvensberegning.

For når både boghandleren, apotekeren og slagteren råber stop, er det værd at lytte.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.