Nordjyske mener: Nogle spår regeringens død, men de glemmer noget
Regeringens første 100 dage har stået i pligtens tegn. Krig, inflation. Nu skal den levere på det, den er sat i verden for
LEDER: To politiske kommentatorer med særlig indsigt i Socialdemokratiet spår SVM-regeringens snarlige død.
Med elendige meningsmålinger som nærmest daglig torturlæsning kan de tre partier næppe bevare sammenholdet helt frem til næste valg i 2026, mener Noa Redington, der var spindoktor for Helle Thorning-Schmidt:
- For mig at se er det blevet et umulighedsprojekt, som har meget, meget få venner. Den er virkelig uelsket.
Chefredaktør for A4 Medier og tidligere DSU-formand Kristian Madsen mener ligefrem, at regeringens død er ”indlejret i dens fortælling”:
- For mig at se er udløbsdatoen for SVM-regeringen kommunalvalget i 2025. Jeg kan simpelthen ikke se for mig, at regeringen sidder tre måneder før kommunalvalget i sin nuværende form.
Måske. Samlingsregeringen er helt rigtigt svær at holde af, for den står kun for nødvendighedens politik. Det er en fornuftsregering uden spor af ideologi og følelser. Kedelig og teknokratisk. Men i denne uge, hvor regeringen har rundet sine første 100 dage, står én ting klart:
Regeringen er langt fra færdig med et projekt, hvis nødvendighed ikke kan overvurderes. Det handler om en grundpille i vores samfund. Ifølge Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen vil den universelle, skandinaviske velfærdsmodel bryde sammen inden for 30 år, hvis vi bare lader stå til. Nogle vil have råd til at købe privat omsorg og service på 1. klasse, mens de fleste må nøjes med anden- og tredjerangs tilbud fra det offentlige.
- Det er en kæmpe strukturel udfordring, siger han.
Vi bør derfor alle folde hænderne i en bøn for regeringens duelighed, for her er listen over de opgaver, der må og skal findes løsninger på:
Stadig flere ældre i en ældrepleje, der allerede er på sammenbruddets rand. Voksende bureaukrati – især i staten, hvor antallet af kolde hænder er eksploderet. Milliardinvesteringer i forsvaret af Danmark i en ny kold krig. En grøn omstilling, som ikke kan vente længere på en overophedet klode. Og altså et sundhedsvæsen, som er til for alle.
Statsminister Mette Frederiksen har nævnt en yderligere pligtopgave: At sikre sammenhængskraften i et multikulturelt Danmark, hvor andelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere i dag udgør 10 procent af befolkningen, hvor tallet i 1980 var blot en procent.
Hver for sig er der tale om monumentale opgaver. Til sammen virker de næsten uoverstigelige. Og med et blik mod den øjeblikkelig tilstand på Christiansborg må vi stille følgende spørgsmål:
Kan nogen forestille sig, at venstrefløjen med SF og Enhedslisten vil byde ind med brugbare løsninger på alle disse problemer? De er jo stadig af den overbevisning, at penge gror på træer.
Kan nogen omvendt tro, at den borgerlige fløj har løsningen? Tænk blot på Nye Borgerlige og føl mismodet gribe dig.
Statsministeren har sagt, at SVM-regeringen ikke ønsker ”at levere et dårligere velfærdssamfund videre end det, vi overtog.”
Det skal hun holdes op på. For det er en bunden opgave. Selve regeringens raison d’etre. Alle advarselslamper blinker i det danske velfærdssamfund, og der er ingen andre til at slukke dem.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.