Nordjyske mener: Nu skal den handlekraftige borgmester bevise sit værd

Rollerne er byttet om - Aalborg er ikke længere Nordjyllands ringeste

Mette Rask Bentzen, redaktionschef, Nordjyske.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Mette Rask Bentzen, redaktionschef, Nordjyske.  Foto: Lars Pauli

I en række år har det været som at overvære en mere og mere genkendelig akt, når Dansk Industris årlige vurdering af kommunernes erhvervsvenlighed er landet: 

Nordjyllands største kommune - Aalborg - har fået regionens dårligste placering i kampen om at tiltrække og betjene virksomheder. 

Hvert år har politikerne i Aalborg lovet at forbedre samarbejdet, uden at det store øjensynligt er sket, og virksomhederne har fortsat vurderet kommunen som en tung og kompliceret partner.

Sidste år gik Aalborg eksempelvis tretten pladser tilbage og endte igen og igen i den kedelige ende, som nummer 65 ud af 98 kommuner. 

Men i år er noget anderledes, og det er lykkedes for Aalborg at flytte sig, mens vores nordligste kommune til gengæld er droppet ned ad listen. 

Faktisk står det så slemt til, at Frederikshavn har oplevet den største tilbagegang af alle landets kommuner. Kommunen ved Vendsyssels østkyst har oplevet en tilbagegang på 46 pladser - og er dermed styrtdykket fra en placering som nummer 17 til en nuværende position som nummer 63.

Resultatet betyder, at Frederikshavn Kommune for første gang i mere end 10 år er blandt den nederste tredjedel af landets kommuner.

Av. Det er alvorlige sager. 

Men heldigvis er borgmesterens reaktion også alvorlig. 

- Det er jeg simpelthen så træt af, siger borgmester Birgit S. Hansen (S), 

Borgmesteren har i flere tilfælde vist, at hun er en mester i at få ting til at ske, og hun har da også blæst til øjeblikkelig handling, som forhåbentligt - og forventeligt - virker hurtigere, end tilfældet har været i Aalborg.

- Vi skal snakke med virksomhederne om, hvad vi kan gøre bedre. Så nu må vi se, hvad vi kan gøre ved det, for vi skal ikke ligge og rode dernede, hvor vi er nu. Det her gør ondt på mig, for erhvervsvenlighed er noget, som vi i byrådet er meget optaget af - for det betyder udvikling, vækst og arbejdspladser, siger Birgit Hansen.

Det er 14. år i træk, at Dansk Industri undersøger erhvervsvenligheden blandt kommunerne, og selvom det ikke er en favorit på alle nordjyders liste over yndlingsemner, så er det alligevel vigtigt, at vi bliver ved med at tale om, hvordan det står til med erhvervslivets rammer og vilkår. 

Lykkes det de nordjyske kommuner at tiltrække virksomheder og betjene dem på et tilfredsstillende niveau, så følger der arbejdspladser, skatteindtægter og investeringer. 

Gode rammebetingelser for beskæftigelse og produktion skaber grundlaget for vores velfærd og velstand. 

Erhvervsvenlighed er således vigtigt for mere end den enkelte virksomhed. 

Det er vigtigt for dig og mig. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.