Nordjyske mener: Opfordring til ledelsen i Musikkens Hus - stil op
I et opslag på Facebook kritiserer ledelsen i Musikkens Hus Nordjyske for artikler om dårligt arbejdsmiljø. Her er vores svar

Desværre oplever vi nu, at fokus hos ledelsen i Musikkens Hus flytter sig fra sine interne problemer og over til budbringeren, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard. Foto: Lars Pauli
LEDER:Nordjyske har i en række artikler afsløret problemer med det psykiske arbejdsmiljø i Musikkens Hus.
Flere end 20 tidligere og nuværende medarbejdere har fortalt om et stort arbejdspres med mails og opkald fra ledelsen uden for arbejdstid. Om konstant frygt for at blive fyret. Om kollegaer, der bryder grædende sammen. Om stress-sygemeldinger. Vi har også afdækket en medarbejderflugt fra administrationen.
Direktør Lasse Rich Henningsen fra Musikkens Hus reagerede i første omgang fornuftigt og ansvarligt. Han udtalte, at han var ”meget berørt” af kritikken, at ledelsen ”ikke kan leve med sådan en tilbagemelding”, og at han ville ”undersøge, om de indsatser, der har været i gang i en årrække, er tilstrækkelige”.
Desværre oplever vi nu, at fokus hos ledelsen i Musikkens Hus flytter sig mod budbringeren, altså mod Nordjyske.
I et opslag på Facebook i går retter ledelsen i Musikkens Hus et ubegrundet angreb mod Nordjyskes journalistik, men har desværre lukket for kommentarer under opslaget, så vi må besvare kritikken her på lederplads.
Den mest alvorlige kritik lyder, at artiklerne i Nordjyske indeholder et ”stort antal fejl og falske påstande fra avisen og journalisterne”, ligesom vi skulle have fordrejet citater.
Dette er naturligvis ikke rigtigt. I et enkelt tilfælde har Nordjyske beklaget og rettet, at der i en henvisningstekst på forsiden af papirudgaven af Nordjyske 27. februar var en fejl. Vi ærgrer os over fejlen, men selve artiklen står uanfægtet.
Kan ledelsen i Musikkens Hus påvise yderligere fejl, retter vi selvfølgelig også dem, for det har vi pligt til. Men Musikkens Hus har ikke hidtil påpeget andre fejl over for os og heller ikke bedt om at få rettet fejl eller tilfælde af forkerte citater.
Ledelsen i Musikkens Hus kritiserer tillige, at Nordjyske har stillet mange spørgsmål på mail. Det er korrekt. Vi har dog fra begyndelsen tilbudt Lasse Rich Henningsen at stille op til et mundtligt interview, men det har han afvist og i stedet bedt om at få alle spørgsmål på mail. Derfor er kritikken lidt besynderlig.
Nordjyske vil gerne understrege, at Lasse Rich Henningsen altid har mulighed for at stille op og besvare spørgsmål direkte i et interview med vores journalister. Vi vil nemlig også helst undgå de mange mails.
Ledelsen i Musikkens Hus påstår også, at medarbejdere er blevet navngivet i artiklerne mod deres ønske, ligesom at vi skulle have intimideret kilder. Det er ganske enkelt ikke rigtigt og en grundløs anklage.
Nordjyske vil gerne opfordre ledelsen i Musikkens Hus til at fokusere på at få undersøgt og løst de trivselsproblemer, som tilsyneladende eksisterer i Nordjyllands kulturelle flagskib og stolthed. Vi opfordrer samtidig direktøren til at genoverveje sin beslutning om, at han ikke længere vil besvare spørgsmål fra Nordjyske. Det tjener ingen, at der ikke er en dialog.
I henhold til regler for god presseskik er Nordjyske forpligtet til at forelægge kritik for den part, der kritiseres. Derfor vil Nordjyske fortsat sende spørgsmål til ledelsen inden publicering af kommende artikler.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.