Leder

Nordjyske mener: Ophedet debat om skærmforbrug er unuanceret og baseret på frygt

Anbefalingerne om skærmtid er endnu et eksempel på en tendens, der fylder rigtig meget for forældre i dag: Nemlig at forældreskabet og opdragelse bør følge én bestemt retning

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen.
Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Torben Hansen

Skærmforbrug - og især børns skærmforbrug - er i disse år genstand for massiv debat. 

Nu er debatten endnu engang blevet kickstartet, efter Børns Vilkår har offentliggjort en række anbefalinger på området. 

En af de anbefalinger, der har fyldt mest i nyhedsbilledet er, at børn under to år slet ikke skal bruge skærm. Der er dog også en række anbefalinger til de lidt ældre børn, og derudover har Børns Vilkår også lanceret en række råd rettet direkte mod forældrene. 

Selvom anbefalingerne fra Børns Vilkår er efterspurgte, så bliver debatten og tolkningen af anbefalingerne hurtigt unuanceret, ensidig og baseret på frygt og følelser. 

Det er en vanskelig diskussion at tage som forældre, for uanset standpunkt kan et modsat synspunkt lynhurtigt opfattes som et angreb. Og de fleste forældre er heldigvis interesserede i at skabe de bedste rammer for deres børn - uanset tilgang til skærmtid. 

Anbefalingerne er samtidig endnu et eksempel på en tendens, der fylder rigtig meget for forældre i dag: Nemlig at forældreskabet og opdragelse bør følge én bestemt retning. At der er noget, der er rigtigt og forkert.

Forældre er i dag overdrevent bevidste om deres ansvar for børns udvikling, trivsel og videre skæbne, og den bevidsthed underligger dem et enormt pres. 

Børn skal stimuleres med udviklingsfremmende legetøj, men de skal endelig ikke overstimuleres - med skærm for eksempel. Bevidstheden om vigtigheden af trygge tilknytningsmønstre lægger endnu et lag på den dårlige samvittighed over at aflevere sit 1-årige barn i institution. Samtidig forventes der et enormt engagement i børnenes fritidsaktiviteter såvel som skolegang, som kan være så omfattende, at det dræner i forvejen udkørte forældre. For blot at nævne nogle eksempler. 

På et splitsekund bliver debatten om de nye skærm-anbefalinger drejet over på, hvorvidt brugen af skærm generelt skader børns hjerner. I stedet kunne man tage en diskussion om, hvad man kan bruge skærmen til, og hvad man ikke kan. Hvilke platforme og tjenester, man benytter - og hvilke man måske bør overveje en ekstra gang. For man kan ikke skære alt indhold på skærmen og alle børn over en kam.

De nye anbefalinger om skærmtid rummer helt sikkert nogle gode elementer, som er værd at overveje som forældre. Men de skal ikke tolkes som en facitliste for det gode forældreskab. Her må hver familie finde sin egen balance. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden