Nordjyske mener: Preben ville dø - hans sidste ord fortjener at blive diskuteret

LEDER:På en byggeplads blev Preben Nielsen ramt i hovedet af en europalle, der faldt fra tredje sals højde. Han blev lam fra halsen og ned. Fra det ene øjeblik til det andet ude af stand til nærmest alt det, vi andre tager for givet og forbinder med en normal og værdig tilværelse.

Derfor besluttede Preben Nielsen sig for, at han ville dø, og han måtte til Belgien - hvor aktiv dødshjælp er tilladt - for at få sin vilje. Og han fik den.

I en ny DR-dokumentar, som har skabt heftig debat, følger vi de sidste fire uger af Preben Nielsens liv. Også hans sidste ord, da han, inden sovemedicinen rammer hans årer, kigger direkte ind i kameraet og siger:

- Alle jer selvretfærdige skiderikker, der sidder og bestemmer, om jeg må få lov at dø. I tager fejl. For i sidste ende er det smeden, der får lov at bestemme. Og lige om lidt skal jeg dø. I kommer til at snakke om det, hvad enten I vil det eller ej. Tak for denne gang.

Selv tak, Preben. Og ja, vi snakker allerede om det.

Om dokumentaren om Preben Nielsen er unuanceret følelsesporno eller et unikt indslag i debatten om aktiv dødshjælp, må være op til den enkelte at vurdere.

Men sikkert er det, at dokumentaren - og Preben Nielsens sidste ord - fortjener at blive set og hørt og brugt som løftestang for en saglig og nuanceret debat om et svært emne.

- Jeg elsker livet for meget til at være i live, lød ræsonnementet fra smeden Preben. 

Han savnede at drikke en øl, uden at det skulle være med et sugerør. Han savnede at røre sin kone. At blive rørt ved. At rejse, dykke, tage i sommerhus eller spise en bøf uden at få den skåret ud for sig.

Han havde ondt af de mennesker, der skulle finde ham efter et selvmord, og valgte derfor den smertefulde rejse til Belgien, hvor en dansk læge kunne give ham den sidste sprøjte. Og sådan sluttede det liv, der ifølge smeden ikke var værd at leve.

Aktiv dødshjælp er ikke lovligt i Danmark, og emnet vækker stærke følelser og store modsætninger. Fortalere vil mene, at vi skal kunne hjælpe uhelbredeligt syge mennesker i uudholdelig smerte med at komme herfra, hvis de inderligt selv ønsker det.

Modstandere vil mene, at det er dybt problematisk og uetisk, og at lidelser kan lindres og behandles på mange andre måder end ved en dødelig sprøjte. Formanden for Etisk Råd, Leif Vestergaard Pedersen, anfører desuden, at vi ved at tillade aktiv dødshjælp siger, at nogens liv ikke er værd at leve.

- Og dermed skubber vi dem indirekte til at overveje, om deres liv er værd at leve: Om de ligger deres familie for meget til last, om det ikke var bedre, at de tog deres liv, siger han til Politiken.

Både fortalere og modstanderes argumenter er reelle. Men problemet med debatten om aktiv dødshjælp er, at den ofte bliver trukket hårdt op som for eller imod.

Nuancerne går tabt.

I livet kan vi forvente at blive behandlet som selvstændige individer, og sådan bør det også være i døden. Hvad der er rigtigt for nogen, er det ikke nødvendigvis for andre. Også når vi taler om aktiv dødshjælp.

Hvad end man er for eller imod, bør alle være enige om, at Prebens smertefulde rejse til Belgien var uværdig.

Vi bør sikre, at vi som samfund er gode nok til at yde livshjælp til de mennesker, der lider i krop og sjæl. Det er vi ikke nødvendigvis i dag.