Nordjyske mener: REGAN Vest er beviset på, at vi skal turde drømme stort og dyrt i Nordjylland
REGAN Vest var en skjult skat, og det krævede mod og visioner at få den frem i lyset. Det kan resten af Nordjylland lære af.

Leder Nordjyske mener. Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør. Aalborg d. 5 januar 2023 Foto: Lars Pauli
INSPIRERENDE:Koldkrigsbunkeren REGAN Vest dybt inde i bakkerne i Rebild er som taget ud af en roman: Historien om, hvordan den blev til, bygget i smug i 1960'erne, og i de næste 50 år vedblev med at være en velbevaret hemmelighed, er dramatik "based on a true story". Og ikke mindst historien om, hvad den underjordiske bunkers formål var: At bevare "hovedet" intakt, hvis Danmark kom i krig.
Her, mange meter under jorden og indkapslet i beton, skulle Dronning Margrethe, statsministeren og andre fra den absolutte top kunne leve i sikkerhed i månedsvis, mens der over jorden var kaos, atombomber eller fjendtlige tropper.
Heldigvis løb tiden fra REGAN Vest. I starten af 2010'erne var det endeligt slut med hemmelighedskræmmeriet. Tilbage stod nu skallen af denne fantastiske, historiske fortælling, og den blev overdraget til Nordjyske Museer.
Naturligvis må det være en drømmeopgave for enhver museumsdirektør at få sådan en - i den mest bogstavelige forstand - skjult skat i sin varetægt. Men samtidig en kæmpe styrkeprøve: Ikke nok med, at man står med et uvurderligt historisk vidnesbyrd, som ikke må gå til eller blive slidt op de næste mange år, "skatten" er også med fuldt overlæg placeret så utilgængeligt som overhovedet tænkeligt muligt, og netop dét er attraktionen.
Heldigvis holdt museumsdirektør Lars Christian Nørbach og hans team fast i drømmene. Små ti år har det taget at få økonomien i form af fondsbevillinger, donationer og offentlige kroner på plads, at få udtænkt konceptet for en museumsoplevelse, der åbenbarer det unikke, underjordiske anlæg og få lagt en plan for bevarelsen af de uvurderlige, historiske skatte, som bakken i Rebild omslutter.
På vejen har det selvsagt krævet en kæmpe indsats at holde fast i visionerne om at ville bevare, men samtidig dele ud af historien. At råbe højt og selvbevidst op om den unikke bunker, og samtidig gøre det klart, at det kræver kæmpe summer så vidt muligt at holde REGAN Vest intakt og i samme åndedrag at give de besøgende en unik oplevelse.
Om 14 dage åbner Koldkrigsmuseet REGAN Vest. Allerede inden åbningen er der grund til at hylde det både arbejdet og resultatet, som indtil videre blandt andet 20.000 gæster har gjort ved at indløse billet til bunkeren - inden den overhovedet er åbnet.
Det er inspirerende, for bunkermuseet bliver et levende bevis på, at vi i Nordjylland har meget at byde på, og at vi evner at forløse et potentiale. Det giver rent faktisk pote at turde drømme stort og gå efter højeste fællesnævner.
Ja tak til flere projekter for og med Nordjyllands fantastiske historie, natur og kultur i centrum. Og tak til Lars Christian Nørbach for at vise vejen - ind i den underjordiske bunker og ud til publikum fra hele verden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.