demografi

Nordjyske mener: Skal Nordjylland have en formeringsstrategi? Ja da, lad os komme i gang

Fødselstallet daler. Nu har regionsformanden en løsning. Den er nok ment i sjov, men er faktisk ret god

Dette er en opfordring til mere formering. Gør det for Nordjylland, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder. 
Dette er en opfordring til mere formering. Gør det for Nordjylland, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder.  Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 10:09

Nordjyderne føder alt for få børn, og regionsformand Mads Duedahl foreslår, at kommunerne laver en ”formeringsstrategi”.

Det lyder sjovt!

Nu kan man hævde, at Aalborg Kommune længe har kørt en formeringsstrategi ved navn Jomfru Ane Gade. Det er smart at kombinere et universitet med notorisk lave drinkspriser i en oplevelsesgade. Kald det en omvendt, kinesisk etbarnspolitik.

Men bag morskaben gemmer sig naturligvis en alvor. Nordjylland bliver svagere, når alt for mange unge rejser væk og får deres børn andre steder. Tilbage har vi en aldrende befolkning. Vi kommer i stigende grad til at mangle arbejdskraft. Skatteindtægterne vil dale og hurtigt blive spist op af stigende omkostninger. 

Indvandring opvejer foreløbig det dalende fødselstal og holder befolkningstallet status quo. Men vi kan ikke sætte vores lid til, at udlændinge fortsat vil komme hertil, hvis virksomhederne søger væk, og hvis livet i vores byer langsomt dør ud.

Nordjyden er simpelthen uddød om 400 år, som vi skrev i Nordjyske forleden.

Så noget må gøres, og da formering stadig er et privat anliggende, kan vi ikke uden videre bede kommunerne om at afhjælpe problemet. Men regionsdirektørens formentlig lidt skælmske idé om en formeringsstrategi er ved nærmere eftertanke slet ikke dum.

Kommunerne har nemlig masser af muligheder for at få flere fødedygtige til at blive i eller vende tilbage til deres nordjyske lokalsamfund, inden de slår rødder andre steder. Her er tre bud til hvordan, og du er velkommen til at sende yderligere ideér til Nordjyske:

1. Kommunernes erhvervspolitik bør tilskynde private og offentlige arbejdspladser til at indrette sig efter yngre generationers behov og krav. Fleksible arbejdstider, hjemmearbejdspladser, selvtilrettelæggelse af arbejdet, hvor det er muligt. Bliv moderne. Nu. Det indebærer selvfølgelig, at kvinder oplever reel ligestilling i forhold til løn, pension og karrieremuligheder og ikke stilles ringere, fordi de løfter den tungeste byrde ved graviditet og barsel.

2. Skolerne skal i samarbejde med virksomhederne gøre det muligt for alle større elever at komme ud i flere praktikforløb. Praktik åbner de unges øjne for mulighederne lokalt. I Aalborg har rådmand Morten Thiessen opløftende resultater med en målrettet indsats. Det må kunne skaleres og kopieres i andre kommuner.

3. For mange unge mænd efterlades på perronen, når uddannelses- og jobtoget kører. Det skaber problemer. For kommunekassen. For den unge mand. Og for den unge kvinde, der ikke vil planlægge en familie med et drog, der ikke har noget at tilbyde hende. Få nu de knægte med på toget, så kvinderne har en undskyldning mindre for at pakke kufferten.

Jomfru Ane Gade gør det ikke alene for Nordjylland. Hun har brug for hjælp. Lad dette være en opfordring til mere formering via en fremsynet lokalpolitik.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden