Nordjyske mener: Stop med at sælge håndører som det pure guld

Det lugter mest af politiske skåltaler, når regeringen kaster sin kærlighed på landets yderområder

Peter Simonsen, erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Peter Simonsen, erhvervsredaktør i Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Pendlerne i landets yderkommuner skal have det lettere og får derfor nu en økonomisk håndsrækning fra regeringen.

I alt 100 millioner kroner over fire år vil regeringen afsætte til at hæve kørselsfradraget, lød meldingen mandag fra vores nyudnævnte økonomiminister.

- Jeg håber, at det kommer til at betyde en forskel for de mennesker, som bor i vores landdistrikter. At de sidder og tænker, at der er nogle fordele ved at bo her og pendle på arbejde, sagde Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.

Forslaget om at hæve kørselsfradraget taler sig ind i regeringens selverklærede ambition om et Danmark i bedre balance.

Skævvridningen mellem land og by skal mindskes, og der skal gøres en indsats for at fastholde og trække liv, udvikling og arbejdskraft til landets yderområder.

Så langt så godt. Hvis altså det hele ikke mest af alt var en politisk skåltale uden nævneværdig substans. Og noget tyder desværre på, at det er tilfældet.

At gøre et stort nummer ud af 100 millioner kroner ekstra til kørselsfradraget siger meget om regeringens ambitionsniveau, hvad angår kampen for yderområderne.

I 2021, som er det seneste år, Skattestyrelsen kan trække data for, var de samlede udgifter for kørselsfradraget 17,7 milliarder kroner.

En ekstrabevilling på 100 millioner kroner svarer således til at drysse håndører ud over pendlerne. Det batter reelt ingenting.

Regeringen vil givetvis påstå, at lidt også har ret, og at forslaget skal ses i en større sammenhæng. For eksempel den sammenhæng, at man i det fulde finanslovsudspil, som præsenteres inden længe, også lægger op til at afsætte yderligere 200 millioner kroner hvert år målrettet landdistrikterne.

Det er fint, kære regering. Sandheden er bare, at der eksempelvis alene i år var afsat omkring 200 millioner kroner til bredbånd og landsbyfornyelse i landdistrikterne.

Nu skal de samme 200 millioner kroner så også bruges til en række andre ting, såsom uddannelse og transport. Hallo, man prioriterer altså ikke landdistrikterne ved at kalde ”gamle” penge for ”nye” penge.

Det svarer lidt til, at madbudgettet hæves lidt, men pludselig også skal dække husleje og el. Det får man ikke flere penge til mad af.

Hvis regeringen virkelig vil gøre det lettere at bo på landet, uddanne sig på landet og transportere sig på landet, skulle man sætte ind med tiltag, som rent faktisk batter noget. Det er der behov for.

Det sidste, vi har brug for, er håndører solgt som det pure guld.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk