Nordjyske mener: Tandlæger scorer kassen

Priserne er blevet så høje, at dårlige tænder risikerer at blive et kendetegn og vilkår for underklasse

Lederskribent Anders Sønderup.   <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup.   Foto: Lars Pauli

LEDER:En månedsløn tæt på 100.000 kroner hører til sjældenhederne. 

Med mindre altså at man er tandlæge.  Her er lønninger i den klasse ikke noget særsyn - faktisk kræver de ikke engang en arbejdsuge på 60 timer eller mere.  

Robin Kalali, der indtil slut juli 2022 var ansat ved en tandlægeklinik i Vesthimmerland,  stod i sidste uge frem i Ekstra Bladet med sine lønsedler.  

I de første seks måneder af 2022 havde han en gennemsnitsløn på 94.372 kroner om måneden - før  skat - og det for en arbejdsuge på bare 32 timer. 

Den løn er - mener tandlægen fra Vesthimmerland - også et udtryk for, at der er noget fundamentalt galt med den danske tandlægemodel. 

For når tandlægerne kan hæve en så høj hyre skyldes det, at de stort set selv bestemmer prisen, og af samme grund er prisen steget betragteligt over de senere år. 

Siden 2002 er prisen på tandbehandlinger i Danmark steget med 73,7 procent, mens de generelle priser i samme periode kun er steget med 44 procent.

Samtidig er statens tilskud til visse tandbehandlinger faldet - i dag betaler vi i gennemsnit 85 procent af den samlede regning, mens tilskuddet kun udgør de resterende 15 procent.  

Det har fået flere og flere til at droppe at gå til tandlægen. 

De har simpelthen ikke råd til regningen. 

Ifølge en ny undersøgelse fra Tandlægeforeningen så oplever syv ud af ti tandlæger ofte, at patienterne melder afbud eller udskyder en behandling af økonomiske årsager. 

- Det er desværre de patienter, der har mest brug for tandpleje, der melder afbud. Og det gør denne tendens endnu mere bekymrende, for jeg tør ikke tænke på, hvordan deres tandsundhed ser ud, når de kommer igen. Hvis de ikke kommer regelmæssigt, risikerer de at ende i en situation, hvor en stor, dyr behandling er nødvendig. På den måde kan det blive en ond spiral, siger Susanne Kleist, formand for Tandlægeforeningen. 

 Det har hun desværre ret i. 

Priserne er blevet så høje, at dårlige tænder risikerer at blive et kendetegn og vilkår for underklassen. 

Tandlægeforeningens bud på en løsning er selvfølgelig at hæve de offentlige tilskud. 

Men det er kun en del af løsningen. For skal der flere tilskud til, så skal der også ske en offentlig regulering af, hvor meget tandlægerne må opkræve. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.