Nordjyske mener: Udsigt til fesent VM. Folkefest bliver det heldigvis ikke

Havde Grønland haft kassen kunne de formentlig også have købt VM, og finalen kunne være afviklet i en nybygget hal på indlandsisen.

Lederskribent Anders Sønderup.   <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup.   Foto: Lars Pauli

LEDER:Havde dette været et normalt VM, havde der været udsigt til en mindre national festdag på tirsdag  - der havde været landsholdstrøjer i gadebilledet, øl i rigelige mængder og - mulig - stolthed over landets udsendte. 

Nu bliver det i stedet temmelig fesent. Hvis det da overhovedet bliver det. Muligheden for en regulær fiasko på verdensdækkende tv foreligger heldigvis også. 

Folkefest bliver det i hvert fald ikke, og det skyldes langt fra kun tidspunktet. Nok er november ikke tid til fodboldfest, men spilletiderne er langt fra det værste ved dette VM. 

Værre er det, at det her VM på alle måder er så kynisk kommercielt som overhovedet muligt. 

Det er ikke nyt, at penge bestemmer meget, heller ikke i fodbold, men det er skammeligt nyt, at de denne gang bestemmer ALT.  At verdensmesterskabet nu skal spilles i en hed ørkenstat med et særdeles tvivlsomt forhold til menneskerettigheder skyldes intet andet end grådighed hos de magtfulde mænd i FIFA. 

Havde Grønland haft kassen kunne de formentlig også have købt VM, og finalen kunne være afviklet i en nybygget hal på indlandsisen. Det lyder muligvis skørt, men skørt er det også at spille et sted, hvor det er nødvendigt med air condition på stadion for at holde temperaturen under 40 grader.  

Knapt så skørt, men lige så kommercielt er det storskærmsarrangement, der i VM-dagene holdes i Aalborg. 

Her - og andre steder i landet - har den koreanske bilfabrikant, Hyundai, betalt for at få sat storskærme op. Det er gratis at komme ind, men revet væk er billetterne ikke. 

Fuldt hus bliver der næppe, og det vil selvfølgelig ærgre bilfabrikken, der næppe kommer i mål med målsætningen. Den er nemlig ganske ambitiøs - ifølge en pressemeddelse fra Hyundais danske afdeling så drømmer bilgiganten om at skabe en historisk fællesskabsfest, som vi har valgt at kalde ”Hyundai Fanzone”. 

Den linje fortæller præcist hvad der er gået galt ved dette VM: At alt for mange tror, at alt kan købes. Lige fra fællesskabsfest til fans. 

På sociale medier ses korte videoer af jublende fans i Qatar, men de videoer ligner i påfaldende grad fake news. Stort set samtlige fans - uanset om de optræder i tyske, engelske eller argentiske trøjer - ser unægteligt ud til at være migrantarbejdere, der enten har fået penge for eller ordre på at stille op til den gennemført fjollede forestilling.  

En forestilling, der desværre nok gentager sig når bolden ruller. For heller ikke i værtslandet bliver det nogen multinational folkefest - ganske få fodboldfans har råd til hotelværelser til 4000 kroner per nat, og skal de afsnit, der er reserveret til danskere fyldes op, vil det blive af folk fra roligan-bevægelsens nye afdelinger i Nepal og Indien.  

Man kan kun håbe, at FIFA og sponsorerne indser at penge trods alt ikke er alt, og at der findes mange mennesker, der ikke så let lader sig bestikke til at synes, at det er en god ide, at spille på stadions bygget af underbetalte migranter ansat på slave-lignende vilkår. 

Skal der være begejstring og folkefest er det fordi folket skaber den, og muligheden for det tabte FIFA da de lod sig købe til at sælge æren og VM til Qatar.  

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.