Nordjyske mener: Har vi glemt, at de har kæmpet for os?

Det handler om de danske soldater, der har gjort tjeneste i udlandet, hvor de gennem de seneste årtier har været rundt i en stor del af verdens brændpunkter.

Indsatsen har kostet mange soldater dyrt. Fra livet. Til alvorlige sår og traumer på krop og sjæl.

Derfor har vi som samfund også en ganske særlig forpligtelse. Når vi beordrer mennesker ud og kæmpe med Dannebrog på ærmet, skal vi også tage os særligt godt af dem, når de vender hjem med både synlige og usynlige ar.

Desværre er det ikke oplevelsen, at vi tager den opgave seriøst og ansvarligt.

Senest har vi i Nordjyske beskrevet situationen på Veteranhjem Aalborg.

Her har flere veteraner fortalt historien om, at de ikke længere kommer i centret. At det gør dem mere skade end gavn at bo der eller lægge turen forbi.

Samstemmende peger de tidligere soldater - og en enkelt frivillig - på den daglige leder på stedet som problemet. Han beskrives som konfrontatorisk med "en pegefinger oppe i hovedet af folk" og som lidt af en petitesserytter, der vil styre, om der eksempelvis serveres hjemmebag eller ej.

Selv afviser lederen påstandene.

Problemernes omfang, samt hvem der har ret, kan og skal ikke vurderes eller afgøres her.

Men lederen af Fonden for Danske Veteranhjem bekræfter, at der omkring centret i Aalborg har været flere klagesager, som fonden tager ganske alvorligt. Og situationen er ikke blevet løst endnu.

Og det er netop det egentlige problem i sagen. Det er simpelt hen ikke holdbart, at der ikke skabes ro på et veteranhjem, hvor det netop er fred, de tidligere soldater har brug for for at heles og bare være til i livet - og ikke en ny konfliktfyldt zone.

Og set i et større perspektiv må vi også spørge os selv, om vi er skarpe nok til at passe på veteranerne og varetage deres behov.

Jimmi Schoubo Povlsen, selv krigsveteran og formand for den godgørende organisation veterankortet.dk, siger nej.

Han påpeger, at der i mange kommuner - eksempelvis i Himmerland - helt mangler koordinatorer, der kan bistå veteraner, der nok har hjælp behov, men på grund af psykiske traumer ikke selv magter at opsøge den.

Vi kan ikke være det bekendt. Så enkelt er det. En flagdag 5. september er en fin anerkendelse, men det er langt fra nok til at hjælpe hudløst sårbare mennesker.

Vi må tage opgaven på os og få den løst. Vi har selv sendt soldaterne ud på mission med livet som indsats. Så skal vi ikke glemme dem, når de vender hjem.