De vilde bølger, som man husker fra barndommen.

De magiske stier, som man kun opdager, når man har tilbragt timevis i sit nærområde.

Den tilknytning til et sted, som gør et landskab til mere end den natur, der omgiver os.

For et landskab er ikke kun et økosystem. Det er også et tilhørsforhold.

Det er sådan Jens Erik Andersen og Connie Wissing Larsen beskriver deres forhold til området omkring Bulbjerg. 

Men lige nu oplever de, at netop den tilknytning bliver sat op imod hensynet til naturen. Som om man må vælge mellem kulturarv og biodiversitet.

Det har Nordjyske for nylig beskrevet.

For klitnaturen er udfordret. Biodiversiteten er presset. Faktisk har alle otte danske klitnaturtyper en dårlig bevaringsstatus. Når sandet ikke længere bevæger sig frit, forsvinder den dynamik, som mange planter og insekter er afhængige af.

Derfor peger forskere på store græssende dyr som en del af løsningen. De holder vegetationen nede og giver sandet mulighed for igen at bevæge sig.

Men løsningen kræver, at større naturområder skal hegnes inde - som led i en eventuel udpegelse som Naturnationalpark. 

Og netop hegnet er blevet symbolet på en langt større konflikt.

Den større konflikt handler om, hvad der sker, når mennesker oplever, at deres eget landskab bliver forandret uden dem. At det tilhørsforhold, som er bygget op gennem et helt liv, pludselig opleves som et hensyn, der vejer lettere end de naturfaglige argumenter.

Det er let at måle biodiversitet. Langt sværere er det at måle den tilknytning, der får mennesker til at passe på et område, vise det frem og føle ansvar for det. Men det gør den ikke mindre vigtig.

Tværtimod risikerer man at overse naturpolitikkens vigtigste ressource. Nemlig de mennesker, der føler, at landskabet også er deres.

Selvfølgelig skal vi som mennesker give afkald på noget for at give naturen mere plads. Naturens tilbagegang er også et resultat af den måde, vi har brugt landskabet på gennem generationer. Derfor er der behov for handling.

Men biodiversitet kan ikke stå alene. Den har også brug for mennesker, der føler ejerskab til landskabet.

Mennesker, der oplever, at de bliver taget med på råd, når deres omgivelser forandres. Mennesker, der fortsat føler ansvar for den natur, de færdes i, fortæller historier om og giver videre historie videre til næste generation.

Hvis naturbeskyttelse bliver noget, der opleves som gennemført hen over hovedet på dem, der bor midt i landskabet, risikerer vi at miste den opbakning, som vores naturpolitik er afhængig af.

For et landskab er ikke kun et økosystem. Det er også et tilhørsforhold. Glemmer vi det, risikerer vi at tabe både menneskene - og naturen.

Kathrine Lykkegaard Jeppesen er redaktionschef for Identitet.