Nordjyske mener: Vil politikerne i Aalborg følge loven eller agere i "gråzoner"?
Der er sat et blødt politisk punktum i en omstridt børnesag i Aalborg Kommune

Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. Foto: Torben Hansen
LEDER:En enkelt børnesag i Aalborg Kommune har trukket meget opmærksomhed de seneste måneder.
Ikke på grund af selve sagen. Men derimod fordi den ansvarlige rådmand for området, Nuuradiin Hussein (S), er blevet skarpt kritiseret for at blande sig for meget i sagsbehandlingen.
Nordjyske har beskrevet sagen i flere artikler. Undervejs er der fremlagt dokumentation i form af mails, hvor rådmanden i utvetydige vendinger krævede sagsbehandleren i den konkrete børnesag udskiftet.
Ledelsen i forvaltningen reagerede i første omgang ved at slå fast, at den ikke vurderede, at et skift af rådgiver var begrundet og hensigtsmæssigt.
Rådmanden gav sig imidlertid ikke: "Vi skal eksekvere rådgiverskifte hellere i går end i dag. Det skal vi ikke have rundbordspædagogik over.” Og så kom der en ny sagsbehandler på.
Flere af landets førende jurister på området har vurderet, at Nuuradiin Hussein har blandet sig for meget i sagsbehandlingen - og at han ligefrem har handlet i strid med lovgivningen på området.
Det gælder Sten Bønsing og Roger Buch, mens den lokale jurist Rasmus Haugaard til gengæld er gået i brechen med det modsatte argument: At det er på sin plads og helt legalt, at rådmanden blander sig.
Aalborg Kommunes egen juridiske vurdering af sagen konkluderer, at Nurradiin Husseins ageren ligger i en gråzone målt på juraen.
Politikerne i økonomiudvalget slog i første omgang fast, at den politiske ledelse ikke skal blande sig i sagsbehandlingen - med klar adresse og en løftet pegefinger til Nuuradiin Hussein.
I denne uge har udvalget så valgt at bløde op på den formulering. Nu hedder det sig, at Nurradiin Hussein ikke har overtrådt sine beføjelser - hvad den kritiserede rådmand tager som en oprejsning med løfte om at fortsætte sin stil.
På den måde er der sat punktum i sagen. Men desværre et blødt politisk et af slagsen.
For med slagsmålet om ret og uret og muligheden eller ej for toppolitikere at blande sig og stille krav til sagsbehandlingen i sager, hvor der ellers ikke er en finger at sætte, havde det været på sin plads at få en uvildig vurdering af Nuuradin Husseins ageren.
Uklarhed, om Aalborg Kommune følger loven eller agerer i "gråzoner", gavner ingen. Hverken politikere, de ansatte i forvaltningen eller den almindelige borger.
Og det er da underligt, at den politiske top valgte at bakke og markere den bløde løsning i stedet for at sikre en klar juridisk konklusion, når nu uenigheden har været så udpræget.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.