Nordjyske mener: Vores selvforståelse er helt sort

LEDER:Vi er verdens bedste til fodbold. Vi har verdens bedste sundhedsvæsen. Som videnssamfund er vi Østen overlegen. Og så er vi verdens klimadukse.

Danmarks selvforståelse fejler ikke noget. Det er fakta, der nogle gange har svært ved at følge med.

Danmarks reelle klimaaftryk blandt den sorteste femtedel af verdens lande. Det afslører nye tal fra forskningsorganisationen Klima- og Miljøinstituttet NILU i Norge, som placerer Danmark blandt den sorteste femtedel af verdens lande, når det kommer til det reelle klimaaftryk. Her regner man CO2-udledningerne fra de varer, vi importerer og forbruger med. Faktisk har vi det 33. højeste klimaaftryk per indbygger ud af de 176 lande, der er med i undersøgelsen, skriver DR.

At erkende at verden er anderledes, end man ser den, er noget af det sværeste. Det bliver ikke nemmere, når man er et helt land. Ikke desto mindre er det den øvelse, vi alle sammen står overfor.

Indtil nu har klimaindsatsens rigtige holdninger et langt stykke ad vejen været en billig omgang. Fra et erhvervsperspektiv har det handlet om, at der også er store muligheder i nye produkter, nye strukturer og løsninger, som var grønne. Politisk har de rigtige holdninger været nogenlunde nemme at have, fordi vi kun er nået til bestillingen og ikke betalingen. Privat har vi kunnet købe en spændende el-bil, placere insekthoteller i vores haver og bruge blødtyggede papirsugerør, når vi skulle drikke take away-sodavanden i plastic-kruset.

Nu begynder det i stedet at kunne mærkes, hvor det gør ondt: På vores forbrug.

Energi- og produktionsomlægninger er stadig helt essentielle. Vi må og skal gribe muligheden for at være foregangsland med nye løsninger – ikke kun for vores egen skyld, men i høj grad også for at kunne bidrage med løsninger til den del af verden, der ikke er nået til vores levestandard. Det vil være arrogant af os, der har taget vækstturen, at nægte andre de samme goder. Og der er der en stor forskel at gøre, for de er mange.

Det ændrer bare ikke på, at vi også er nødt til at ændre gennemgribende på vores egne forbrugsmønstre. Og ændre grundlæggende på vores tankemønstre.

Er mode med adskillige sæsoner bæredygtigt? Skal mobilen udskiftes, når den nye model kommer? Kan den repareres? Skal bukser vaskes efter hver brug?

Bliver møbler – ligesom i de såkaldte gamle dage – noget, der ikke bare hentes, samles, forbruges og smides ud, men som i stedet skal holde længe? Eller i hvert fald kan recirkuleres?

Små og store spørgsmål, som pludselig bliver relevante og understreger bredden i tankerammen. At det er alt i vores hverdag, der vil blive berørt.

Derfor er de rigtige holdninger heller ikke længere så gratis at have. Det kræver langt sigte, en stærk plan og mærkbare ofre. Den ukritiske forbrugsfest er endegyldigt slut.