Overraskende opbakning til vindmøller og solceller: Lokalpolitikerne må tage ansvar
Bliver borgerne inddraget tidligt nok? Også lokalpolitikerne må tage deres ansvar alvorligt i komplicerede klima-projekter, skriver lederskribent
Opdateret 18. maj 2022 kl. 11:26
LEDER: Det er mere upopulært for lokalpolitikere at opføre en vindmøllepark end at lukke en skole.
Det indtryk har man i hvert fald fået efter især den seneste tids debat om solcelleparker og vindmøller på land. Debatten blev sparket i gang på ny efter offentliggørelsen af regeringens plan "Danmark kan mere II", som handler om, at man ønsker at sætte fart på den grønne omstilling - og samtidig frigøre sig af russisk gas.
Frustrerede lokalpolitikere har fortalt om de problemer og benspænd, man møder i kommunerne, når der skal etableres nye klimaprojekter. Og frustrationerne er blevet mødt i regeringens plan, hvor man ønsker at gå i dialog med kommunerne om at fjerne nogle af de nuværende barrierer, som det lød, da udspillet blev præsenteret.
Men ifølge en ny Panel Nordjylland-undersøgelse står det heldigvis slet ikke så skidt til med befolkningens opbakningens til både vindmøller og solceller, som man ellers kunne få indtrykket af.
77 procent af nordjyderne er for opstilling af solcelleparker i deres nærområde - i en radius af op til 5-10 kilometer fra deres bopæl. Når det gælder vindmølleparker, er opbakningen på 62 procent.
Når der så alligevel opstår modstand, er det selve beslutningsprocesserne, der fejler, lyder det fra Kristian Borch, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet. Han fortæller, at hvis ikke borgerne oplever, at de er en del af processen, så opstår modstanden:
- Det er enormt nedbrydende i et demokrati, fordi det ødelægger borgernes tillid til myndighederne. Derfor er den manglende inddragelse og det manglende ejerskab i forhold til den grønne omstilling gift for demokratiet. For så bliver borgerne modspillere i stedet for medspillere, lød hans vurdering overfor Nordjyske onsdag.
Meget tyder altså på, at også kommunalpolitikerne selv har et stort ansvar i forhold til de frustrationer og barrierer, de møder. Der er ingen tvivl om, at kommunerne ofte kommer i klemme - eksempelvis i et bureaukratisk puslespil eller i hensynet til både klima og miljø - men det er bestemt også på tide at kigge indad.
Det giver sig selv, at det kræver store tekniske kompetencer at igangsætte så store klimaprojekter i kommunerne, men opgaven med inddragelse og kommunikation må bestemt heller ikke undervurderes. Bliver borgerne inddraget tidligt nok - og bygger inddragelsen på et højt niveau af viden? Er man åben og deler overvejelser, før beslutninger er taget? Det er ofte der, at det går galt. Borgere føler sig kørt over af processer og beslutninger, der ikke virker til at kunne ændres, og det er farligt for tilliden til systemet. Lokalpolitikerne har fået en håndsrækning fra regeringen, men skal også selv tage ansvar for at sikre en ordentligt og demokratisk proces.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.