Politikerleden breder sig i befolkningen, men den er selvforskyldt

Vi kræver både menneskelighed, autencitet og ufejlbarlighed af vores toppolitikere, og det er minimum én ting mere, end man kan forlange.

Vi stiller højere krav til poltikerne, end vi stiller til os selv, mener chefredaktør Karen Keinicke.  <i>Foto</i>

Vi stiller højere krav til poltikerne, end vi stiller til os selv, mener chefredaktør Karen Keinicke.  Foto

Hvad sagde vi, vil nogle nok sige. Dem, der altid ser mod USA, når de skal give et bud på udviklingen herhjemme, får nemlig ret igen, ser det ud til.

I USA har politikerlede i længere tid været et faktum, ligesom en pletfri fortid koblet med troværdighed og likeability, som vel bedst kan oversættes til sympatisk-elskelighedsfaktor, synes at være et must for en toppolitiker over there.

At de er svære at finde, sådan nogle pletfri overmennesker, viste opbuddet af kandidater hos både republikanere og demokrater op til seneste præsidentvalg. Meget få kunne tåle en total gennemlysning af fortid og personlige forhold, og endnu færre havde oveni en sympatisk og vindende personlighed.   

Under denne sensommers valgkampsprolog har politikerleden også taget fart herhjemme, godt skubbet på vej af Minkskandalen, Rigsretssagen mod Inger Støjberg, FE-sagen, Rasmus Prehns (S) bilag og senest forholdene omkring Søren Papes (K) nu tidligere ægtefælle.

Sagerne har afsløret alvorlige og kritisable forhold, og så har de alle det til fælles, at politikernes personlige dømmekraft og efterfølgende deres troværdighed har været i spil. Fordi vi føler, at vi kender politikerne personligt, bliver vi også skuffede på det personlige plan, når de begår fejl.

Men er det ”bare” en uafvendelig udvikling, der gør, at politikerleden er stigende og rådvildheden foran stemmeboksen stiger, eller kan det tænkes, at verden hænger sådan sammen, at vi selv er en del af forklaringen på, at vores politikere agerer, som de gør?

Vi vil gerne se dem, politikerne, som hele mennesker. Vi vil have indblik i, hvem de er derhjemme, om de er hunde- eller kattemennesker, hvilken opdragelse de har fået, om de kan lide makrelmadder, cola light eller fransk rødvin. Nogle politikere fortæller, at det faktisk er akavet for dem at dele ud af private ting, andre trives tydeligvis i det og kan helt problemfrit skifte mellem privatpersonen og deres politikerfaglighed. 

Lige meget om det falder dem let eller ej, er det åbenbart blevet et grundvilkår, at man skal vise private sider frem, hvis man vil være med helt i toppen af dansk politik. Politikernes vigtigste valuta er troværdighed, og den opnås bedst ved at vise, hvem man er i privaten.  

Problemet er, at mens vælgerne efterspørger personlighed, autencitet og menneskelighed, viser det sig gang på gang svært at acceptere netop det. Det er jo netop menneskeligt at fejle, lyder et mundheld, der er så gammelt, at nogle af os har lært det på latin i gymnasiet. Men selvom vi som vælgere kræver menneskelighed af vores toppolitikere, accepterer vi ikke fejl, og når politikerne viser deres fejlbarlighed, bliver vi skuffede. 

Det er et paradoks, at man vil have, at de skal være som almindelige mennesker, men ikke tilgiver dem, at de kan fejle som almindelige mennesker.

 Svaret er selvfølgelig ikke, at vælgerne bare skal se gennem fingre med løgn, lovbrud eller snyd med offentlige midler. Men sikkert er det, at hvis forventninger og krav til politikernes personlige ufejlbarlighed aldrig kan slækkes, vil der til sidst være meget få mennesker tilbage, som kan klare distancen som toppolitiker. Dermed bliver valget i stemmeboksen selvfølgelig nemmere at tage, men spørgsmålet er, om det i længden er det, der får bugt med politikerleden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden