Regeringens afrikanske bluff-nummer: 75 millioner for en valgplakat

LEDER:Umiddelbart virker den nordjyske udviklingsminister Flemming Møller Mortensen som en pæn og rar mand, der kun vil alle det bedste. 

Han hylder menneskerettigheder, verdensmål og demokrati, taler gerne om hvor meget godt, vi gør med vores udviklingsbistand.  

Derfor kan det kun undre, at samme Flemming Møller Mortensen nu står som underskriver på en aftale, der er et absolut lavpunkt i dansk udlændingepolitik. 

Ministeren og regeringen har valgt at overhøre de rigtig mange - FN, EU og en stribe af forskere og ngo'er - der mener, at det på alle måder er en dårlig ide, at et af verdens rigeste lande eksporterer mennesker til et af verdens fattigste. 

Men regeringen vil ikke lytte, de vil i mål. Der er snart valg, regeringen er i krise og derfor vil de have noget at vise frem.  De vil vise, at de er strammere, og at de kan levere på det, der har været flere partiers hede drøm i flere år: At kunne sende asylansøgere ud næsten med det samme.

Derfor var udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og integrationsminister Kaare Dybvad Bek i sidste uge igen i Rwandas hovedstad Kigali, hvor de underskrev et papir, de har drømt om længe: En plan om, at asylansøgere skal flyves fra Danmark til Rwanda, og blive der. 

Videre konkret er aftalen ikke, men det betyder heller ikke så meget i det spil. For det handler ikke om virkelighed, heller ikke om mennesker og menneskerettigheder. Det er heller ikke sikkert, at der nogensinde bliver sendt en eneste asylansøger til Rwanda.  

Det handler ene og alene om signalet. 

Selv kalder regeringen det for en fair og retfærdig flygtningepolitik. De mener, at det vil forhindre at tusindvis af ulykkelige forsøger flugten over Middelhavet. 

Det er ubestrideligt i strid med virkeligheden at hævde, at en sådan aftale skulle forhindre mange i at begive sig ud på den livsfarlige flugt. England - der er meget mere eftertragtet blandt asylansøgere end Danmark - har nemlig allerede en lignende aftale med Rwanda, og den aftale har aldeles ikke haft nogen indflydelse på antallet af asylansøgere. Siden aftalen blev indgået, er tallet kun vokset, og ikke en af dem er blevet sendt til Rwanda. Derimod har England sendt mere end milliard kroner til Rwanda. 

Et modtagecenter i et fremmed land er ikke nogen ny ide, mange partier og mange lande har haft den, og Socialdemokratiet gjorde det til deres politik i god tid før valget i 2019. 

- Der skal være tale om et sikkert tredjeland, hvor der er en demokratisk valgt regering, og vi kan være sikre på, at de overholder internationale aftaler, sagde Mette Frederiksen i 2018, og da hun blev statsminister, satte hun Udenrigsministeriet til at jagte det land. 

Det fandtes ikke. I lande, hvor befolkningen har noget at sige, vil der aldrig være flertal for at modtage de mennesker, et andet land ikke vil have. 

Derfor endte diplomatiets jagt i Rwanda, og da styret i Kigali så med velvilje på ideen, droppede regeringen på stedet alle tidligere krav. Nu er det ligegyldigt, at Rwanda ikke på nogen måde kan kaldes demokratisk - det var ikke kun popularitet, men også svindel og trusler, der sikrede præsident Paul Kagame 99 procent af alle stemmer ved seneste valg. 

Nu er det ligeledes aldeles ligegyldigt, at Rwanda ikke overholder væsentlige internationale aftaler, men tværtimod bryder dem gang på gang. Styret i Kigali har snigmyrdet politiske modstandere, sat mange andre af dem i fængsel, men regimets største forbrydelser er dog foregået i nabolandet DR Congo, hvor millioner har mistet livet som følge af krige startet i Kigali. Rwanda finansierer stadig en del af de militser, der er med til at gøre Kivu-provinsen til et af verdens absolut farligste steder.  

Alt det bekymrer åbenlyst ikke regeringen. Men valget bekymrer, og derfor har de nu brugt mindst 75 millioner kroner på historiens dyreste valgplakat. 

Det er på alle måder en uværdig affære.