Så opfandt de en ny skat. Skulle vi måske prøve noget andet?

For nyligt var det regeringens støtteparti SF, der foreslog en såkaldt ’kriseskat’ til at finansiere modtagelsen af de mange ukrainske flygtninge. En idé, der bakkes op af både Enhedslisten og Radikale Venstre.

At opfinde nye skatter eller hæve eksisterende af slagsen synes at være blevet et af de foretrukne greb i den politiske værktøjskasse. Nærmest en automat-reaktion, når en udgiftspost skal dækkes ind. Både skatter rettet mod private og mod erhvervslivet.

Denne leder skal ikke forstås som en fatwa mod skatter. De er søjlerne, hvorpå vores samfunds økonomiske fundament hviler. Men måske det var på tide, at vi som samfund tog en grundig og saglig diskussion om, hvorvidt skatter, skatter og flere skatter er den rette vej at gå?

Danmark er et af verdens mest velstående lande. Og når de fleste af os accepterer det høje skattetryk, skyldes det i høj grad løftet om, at de svageste får den hjælp, de skal have. At skatterne er nødvendige for at holde vores velfærdssamfund på skinner.

Når det modsatte er tilfældet, begynder fundamentet at vakle. Så er det, at man er nødt til at spørge sig selv, hvad pokker der foregår – og hvad det egentlig er, at de mange og høje skatter går til?

For tiden hører vi mange historier om, hvordan glansen krakelerer i nærmest alle afkroge af det danske velfærdssamfund. Folkeskolen lider under den på alle måder dumpede inklusion og oplever en hidtil uset elevflugt til privatskolerne.

Sundhedsvæsenet kæmper med mangelfuld rekruttering, udbredt pladsmangel for patienterne og såkaldte supersygehuse, der bliver så skrabede, at det er tragikomisk.

Handicappede svigtes i stor stil og får ikke den hjælp, de har krav på – noget, som Nordjyske beskrevet utallige gange gennem de seneste år. Psykiatrien er mere eller mindre brudt sammen – bedst illustreret af TV2-dokumentaren ’Sindssygt farligt arbejde’, der udstiller et kæmpe svigt af både ansatte og borgere.

Og skal man have plads på et af landets plejehjem, kræver det efterhånden, at man er så svag, at det ene ben allerede er placeret i graven. Så gennemhullet er vores ellers så gennemtænkte velfærdssystem.

Det siges, at et samfunds styrke måles på, hvordan det behandler dets svageste. Så hvorfor er det, at vi som et af klodens rigeste lande med en stor offentlig sektor og et skatte- og afgiftstryk, der sætter verdensrekord, ikke evner netop dette på ordentlig vis?

Og hvad er løsningen?

Kunne det tænkes, at det ikke handler om skærpet lovgivning, flere tilsyn eller send flere penge finansieret af nye og højere skatter? Men at vi i stedet bør kigge på, hvordan vi kan gøre tingene klogere og smartere. Hvordan vi kan tænke nyt og mere kreativt og sætte velfærdssamfundet fri fra vanetænkning.

Kun sådan sikrer vi, at fundamentet ikke vakler, som det gør nu. Og så betaler vi vores skat med glæde.