Sig det nu: I sidste ende er det os, der kommer til at betale

I går var det historien om, at nu bliver det også dyrere at tanke el-bilen op, tirsdag var det historien om ægge-prisernes himmelflugt, der satte gang i kommentarerne på de sociale medier. Det eneste gode, der er at sige om sagen, er, at det dog giver os noget at debattere på Facebook. 

-  Ser vi fremad hen over foråret og sommeren, så skal vi forberede os på yderligere prisstigninger, lød det dystre varsel fra cheføkonomen fra Dansk Erhverv, Tore Stramer, til Nordjyske. 

Årsagerne er mange - blandt andre økonomisk opsving, coronanedlukninger i Kina, stigende energipriser og i særdeleshed krigen - og på bundlinjen er det en konsekvens af, at vi har en økonomi, der er tæt forbundet med resten af verden. Når æg indtil nu har været så billige, skyldes det billigt foder fra Ukraine. 

 Intet af det kan siges at være regeringens skyld, og skal nogen bebrejdes for de høje afgifter, vi har her i landet, er det kun i begrænset omfang det nuværende folketing. 

At vi har så høje afgifter, er derimod et valg taget af generationer af danskere. Brændstof har der været afgift på siden 1930, og momsen har været på de nuværende 25 procent siden 1992, da Poul Schlüter var statsminister.  

Men at navigere landet gennem en tid, hvor stigende inflation kun er en af mange udfordringer, er derimod regeringens ansvar. I forhold til krigen i Ukraine har reaktionen været skarp, men i forhold til den økonomiske udfordring har det været mere fodslæbende. Eneste konkrete tiltag, den endnu ikke udstedte varmecheck, var en rodet nødløsning, og klare udmeldinger har der været få af.  

- Vi kommer ikke til kunne at kompensere danskerne en til en for de stigninger, vi oplever. Krigen har en pris, og der kommer vi alle til at være med til at betale. Det kommer til at gøre ondt det her, tror jeg, sagde statsministeren til Nordjyske i marts, men kom ikke nærmere ind på, om der kommer nogen form for kompensation, og heller ikke til hvem. 

Samme upræcished var der over ugens pressemøde om det store gasstop. Den betydelige detalje om hvem, der skal betale hvor meget, forblev ubesvaret. 

Det skyldes selvfølgelig, at svaret ikke vil være populært alle steder, og med højest et år til næste folketingsvalg er det en prekær situation for regeringen, der både skal tage hensyn til vælgere og statskasse. 

Oppositionen kan lettere love ting, der ikke kan indfris, men i længden forekommer det ligeledes nytteløst at vedblive med at foregive, at der findes andre løsninger, end at vi alle - i varierende grad - må skrue ned for forbruget. 

For i sidste ende er der kun os selv til at betale - uanset hvilken tilskudsordning og fordelingsnøgle, der kommer på bordet.