Skod for rygerne: Men svineriet har sin pris

Det bliver i det nye muligt for kommunerne at opkræve tobaksproducenterne for oprydning på rygernes efterladenskaber - skoddene. Prisen havner ganske sikkert hos rygerne

I Aalborg fylder opsamlingen af cigaretskodder meget for kommunens ansatte. Så her glæder stadsgartner Kirsten Lund Andersen sig over, at der er udsigt til at kunne opkræve tobaksproducenterne for indsatsen. <i>Foto: Martél Andersen</i>

I Aalborg fylder opsamlingen af cigaretskodder meget for kommunens ansatte. Så her glæder stadsgartner Kirsten Lund Andersen sig over, at der er udsigt til at kunne opkræve tobaksproducenterne for indsatsen. Foto: Martél Andersen

LEDER:Et enkelt fylder ikke alverden. Og gør vel heller ikke den store skade.

Mon det er den tanke, der får en ryger til at knipse sit cigaretskod af sted eller sætte det med spidsen nedad i jorden? Eller er det bare et øjebliks ubetænksomhed?

Hvad svaret er, hænger som røg i luften. Men sandheden er, at det langtfra er ligegyldigt, at skoddet ikke ryger i skraldespanden.

Det enkelte skod er nemlig ikke alene. Langt fra.

Hver dag smides der omkring ni millioner cigaretskod på gader og stræder og i naturen i Danmark. Ni millioner. Det bliver på årsplan til cirka tre milliarder styk. Det vurderer Foreningen Hold Danmark Rent.

Problemet med cigaretskodder er, at de ikke bare forgår. De sviner med cadmium, nikotin og tjærestoffer. Og når de over et til fem år er nedbrudt, er de ikke væk, men bare omdannet til mikroplast, hvis skadevirkninger, man er begyndt at få øjnene op for.

Det er noget svineri. Og det skal stoppes. Det kan der næppe være to meninger om.

Gode viljer og et udbredt net af affaldsspande er ikke nok. Det fortæller stadsgartner i Aalborg Kommune, Kirsten Lund Andersen, til Nordjyske.

Flere steder i byen er der store problemer med rygernes efterladenskaber, og med en stykpris på godt 79 øre for manuelt fjernet affald sluger skodderne en pæn del af kommunens renholdningsbudget på 16 millioner kroner.

Men nu får kommunerne mulighed for at sende regningen videre. EU vil nemlig åbne døren for at pålægge cigaretproducenterne at betale for oprydningen på skodfronten. Det sker fra det nye år - selv om formatet ikke er afklaret.

Der er næppe tvivl om, at prisen for oprydningen lægges over på den enkelte cigaret. Og dermed kommer rygerne reelt selv til at betale for rengøringen.

Det kan selvfølgelig diskuteres, om det er fair, at rygerne hæfter solidarisk. For der er ganske sikkert mange rygere, der tager et ansvar for, at deres behov ikke kommer andre til skade ved at rydde op efter sig selv.

Men tommelfingeren skal alligevel vendes op for tiltaget, når problemet er så omfattende, som det er. Og umiddelbart kunne tilgangen med "brugerbetaling" indføres på andre fronter - eksempelvis snusposer og øl- og sodavandsdåser - ikke mindst de importerede - som også ligger og flyder mange steder.

Der er et stærkt signal i, at det har sin pris at fjerne affald fra vores fælles by og natur. Skidt og skrald er noget, der skal håndteres og ikke bare droppes.

Og dermed mindes den enkelte om sit ansvar for at sætte så få negative miljøaftryk som muligt. Til vores fælles bedste. Ellers koster det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden