Supersygehus-skandalen kalder på handling – og en afgørende læring

Nu ser vi fremad, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V). Men netop fordi fordyrelsen af supersygehuset er ubegribelig stor, er det uansvarligt ikke at drage en lære af forløbet og placere et ansvar

Erhvervsredaktør Peter Simonsen. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Erhvervsredaktør Peter Simonsen. Foto: Henrik Bo

LEDER:Det kommer næppe som et chok for nogen, når et offentligt storbyggeri overskrider både tidsplan og budget i betydelig grad.

Men byggeriet af det nye supersygehus i Aalborg skriver sig nu officielt ind i danmarkshistorien som en af de største byggeskandaler, vi har set herhjemme.

- I får noget at skrive om, sagde regionsformand Mads Duedahl (V) på vej ind til det pressemøde, som Region Nordjylland mandag eftermiddag havde indkaldt til.

Han fik ret.

På pressemødet afslørede Mads Duedahl sammen med den nye projektdirektør Martin Kjær, hvor grelt det står til med det omstridte supersygehusbyggeri.

Det står langt værre til, end nogen kunne have forestillet sig.

Det allerede stærkt forsinkede og fordyrede byggeri bliver yderligere to år forsinket og overskrider budgettet med yderligere 715 millioner kroner.

Det vil sige en samlet ekstraregning på næsten 1,4 milliarder kroner.

Nærmest alt, hvad der kunne gå galt, synes at være gået galt. Én ting er alt det, som byggeledelsen ikke kan gøre noget ved; voldsomme prisstigninger på materialer, knas med forsyningskæderne, mangel på håndværkere mv. Noget andet er alt det, som man burde have forudset og gjort noget ved.

Den nye projektdirektør konstaterer, at vurderingen af byggeriets kompleksitet og de såkaldte bygherreleverancer har været lodret forkerte. Med andre ord har man af uransagelige årsager fuldkommen undervurderet, hvad det kræver at bygge et sygehus til over 5 milliarder kroner.

Der har heller ikke været nok styring på sygehusbyggeriets økonomi, konstaterer Martin Kjær, der samtidig fortæller om en byggeplads præget af konflikter. Det tror pokker, når der tydeligvis har været styr på meget lidt.

At der nu skal gå yderligere fire år – og bruges endnu flere skattekroner – før den første patient kan tages imod, er rystende pinligt. Det skræmmende er, at byggeriet, tro det eller ej, fortsat står midt i sin sværeste fase: Udførelse og færdiggørelse. 

Om alle byggeriets udfordringer og fejl nu er lagt frem, som regionsrådsformanden påstår, er efterhånden svært at lade sig overbevise om.

Det er altid nemt at være bagklog og fortælle, hvad man burde have gjort anderledes de seneste 10 år, som byggeriet har stået på. Nogen – heriblandt flere politikere i regionsrådet – vil påstå, at vi skal lade være med at pege fingre og i stedet kigge fremad.

De tager fuldstændig fejl.

Byggeriet af det nye supersygehus er det største i Nordjyllands historie – og det betales af dine og mine skattepenge. Nu er det en skandale af dimensioner, og selvom det ikke kan komme bag på nogen, at et offentligt storbyggeri løber af sporet, må og skal der placeres et ansvar.

Nordjyske er med på at kigge fremad, men det er uforsvarligt, hvis ikke der også kigges tilbage. Hvordan skal vi ellers undgå lignende sager fremover? Der må være en læring af dette tåkrummende morads.

Den nye byggeledelse siger, at den har tillid til, at økonomien og tidsplanen nu holder. Vi vil se det, før vi tror det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.