I 2020 var der registreret 333 kosmetiske sygeplejersker, mens der i efteråret sidste år var registreret 662. Kigger man tilbage til 2008, var der kun registreret 30 kosmetiske sygeplejersker. 

Det kunne DR fortælle i sidste uge. 

Selvom de kosmetiske sygeplejersker udgør en meget lille andel af den samlede stand af landets sygeplejersker, understreger stigningen et strukturelt problem, som rækker ud over den enkeltes karrierevalg. 

I diskussionen om stigningen i antallet af kosmetiske sygeplejersker afsløres samtidig en uheldig retorik, som vi ikke ser i lige så høj grad, når det handler om andre fag og professioner. 

For der opstår lynhurtigt en underliggende præmis om, at sygeplejersker har et særligt ansvar - eller måske endda et kald. Det skulle så åbenbart medføre, at de tager sig til takke med de vilkår, som de tilbydes på landets offentlige sygehuse. At den uvurderlige indsats for sundhedsvæsenet og samfundet vel nærmest er løn nok i sig selv. 

Men skulderklap betaler ikke for varerne i supermarkedet, og skæve arbejdstider og et presset arbejdsmiljø påvirker ikke alene arbejdsdagen, men også livet efter arbejde. 

Derfor er det endnu engang vigtigt at understrege, at ansvaret for at løse de strukturelle problemer ikke ligger hos den enkelte sygeplejerske. 

For man forstår jo sådan set godt, at flere sygeplejersker søger mod skønhedsklinikkerne, når man her kan tilbyde en højere løn, mindre skæve arbejdstider og måske endda et mindre presset arbejdsmiljø. 

Både den nuværende og tidligere regering har haft et mål om at rekruttere flere sygeplejersker til det pressede sundhedsvæsen, men indtil videre uden videre succes. Antallet af sygeplejersker er stort set uændret.

Det er en fælles opgave for arbejdsmarkedets parter og politikere at sikre, at vores sundhedsvæsen ikke bare kan hænge sammen, men også samtidig er en attraktiv arbejdsplads. De to faktorer hænger uløseligt sammen. 

Derfor er det positivt, at man i den trepartsaftale, der blev indgået i december sidste år, har fundet lønstigninger til netop blandt andet sygeplejerskerne. Men udfordringerne er ikke løst med det. 

Det handler også om samfundets syn på faget, at vi tager det alvorligt - og ikke blot fejer krav og kritik væk med retorikken om, at sygeplejefaget er et kald. Det er en nedladende tilgang, som ingen er tjent med.