Nordjyske mener: Telefonsamtalen er ved at uddø - bare det ikke også gælder samtalen mellem generationer

LEDER:"Jaerh?"

Sådan siger min 15-årige datter, når hun tager sin mobiltelefon.

Hvis hun da tager den. For i lighed med resten af hendes generation er telefonen stort set altid på lydløs, og ubesvarede opkald returneres sjældent.

Der er meget langt fra den måde, jeg blev opdraget til at tage hjemmets fastnettelefon i 1980'erne: Altid med fuldt navn, altid med høflighedsfraser: "Han er desværre ikke hjemme", og naturligvis med papir og pen klar: "Skal jeg give ham besked om at ringe tilbage?"

I de mellemliggende 30 år er der sket det, at fastnettelefonen er død, og mobiltelefonen er kommet til. Rent fysisk er telefonen rykket fra entréen og helt ind i sengen, og dermed er telefonen rykket ud af det fælles rum og blevet privat.

Samtidig er telefonens grundfunktion med hastige skridt ved at forsvinde. 

Slår man op i ordbogen, kan man se, at telefonen er et elektrisk apparat til overførelse af samtaler over afstande. Men for de fleste, der ikke er opvokset med en telefon med ledning, passer det ikke. Mobiltelefonen bruges simpelthen mest til tekst- eller videobeskeder, og primært som envejskommunikation.

Derfor er det ganske naturligt, at unge i højere grad lider af "telefonskræk", altså er utrygge ved at ringe til fremmede, eller ved at tage telefonen, hvis de ikke genkender nummeret. De har simpelthen meget sjældent brug for at benytte sig af telefonen til samtale og har derfor ikke lært at mestre disciplinen.

Det, der for ældre generationer føles som en service - et levende menneske i den anden ende af en telefonforbindelse - føles i bedste fald som en unødvendig og tidskrævende formalitet, i værste fald som en svært overstigelig barriere.

Selvom det er forståeligt, er det samtidig uhensigtsmæssigt. I nogle vigtige hjørner af samfundet tager man det stadig for givet, at det er nemt for borgeren "at gribe knoglen". Kontakt til offentlige institutioner er ikke indrettet til, at borgerne for eksempel foretrækker at sende en videobesked eller en sms i stedet for at ringe op.

Det er vigtigt, at sådan en kommunikationsbrist bliver taget seriøst, enten ved at de indfødte i mobiltelefonernes æra bliver oplært i telefonsamtaler, eller ved at vi designer kommunikationslinjer, hvor telefonsamtalen kan vælges fra.

Bedst ville det nok være med en kombination af ovenstående, koblet med en forståelse for, at mobiltelefoner på godt og ondt har ændret telefonen så radikalt, at den ikke længere har meget med dens forgænger at gøre.