Uro på rengøringsfronten: Medarbejderes anklager må undersøges

Bedst og billigst er et naturligt mantra i det offentlige, hvor det er skattekroner, der betaler gildet. Men det kan tilsyneladende også blive så billigt, at det ikke længere er godt nok, viser sag fra Jammerbugt Kommune

Den voldsomme kritik af arbejdsforholdene for rengøringsmedarbejdere i Jammerbugt Kommue, bør undersøges fra kommunens side, mener Jens Peter Svarrer, chefredaktør, hos Nordjyske. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Den voldsomme kritik af arbejdsforholdene for rengøringsmedarbejdere i Jammerbugt Kommue, bør undersøges fra kommunens side, mener Jens Peter Svarrer, chefredaktør, hos Nordjyske. Arkivfoto: Torben Hansen

LEDER:Nu går den ikke længere. Der skal styr på situationen.

Sådan lyder opråbet fra rengøringsmedarbejdere i Jammerbugt Kommune. De ansatte har klaget over deres arbejdsforhold i et åbent brev til kommunen og har desuden givet deres utilfredshed stemme over for Nordjyske.

Det er omkring to et halvt år siden, at den kommunale rengøring i Jammerbugt blev udliciteret og overtaget af Rengoering.com med base i Brøndby.

Og det er i forbindelse med den manøvre, at problemerne omkring arbejdsforholdene er opstået, lyder det fra rengøringspersonalet.

De ansatte klager over, at de både mangler den fornødne tid og rette udstyr for at udføre deres arbejde godt nok. Det medfører klager over mangelfuld rengøring, som har frustration, udbrændthed og manglende motivation blandt medarbejderne som konsekvens.

Dertil kommer der ifølge kritikken gentagne mangler i forhold til udbetaling af løn, pension mm. Og Rengoering.com's brug af en bankforbindelse i Litauen har givet de ansatte et påtvunget gebyr, de ikke har fået refunderet.

Klagepunkterne bakkes op af lokale 3F-afdelinger. 

- Det er en af de værste sager, vi har haft i hånden, og også en af de mest ressourcekrævende, og jeg taler altså ud fra 30 års erfaring, siger Per Kjeldsen, formand for 3F Midtvendsyssel, til Nordjyske.

Hos Rengoering.com er indehaver Qasem Ashraf overordnet uenig i kritikken.

Han påpeger, at det er i ganske få tilfælde, at der har været problemer med løn og pension - hvad der er rettet op på.

Når det gælder den baltiske bankforbindelse, har det været for en to måneders periode - også her kan medarbejderne vente deres tilgodehavender indfriet.

Og ifølge chefen har der reelt kun været ganske få klager over rengøringsstandarden.

Retorikken i konflikten er jo nærmest klassisk: Medarbejdere, der ikke kan få enderne i arbejdsdagen til at nå sammen, parret med problemer med at få deres retmæssige betaling på den ene side, og så en arbejdsgiver, der finder beskrivelsen overdrevet og lover bod og bedring, på den anden.

For at få styr på tingene er der kun én vej at gå.

Jammerbugt Kommune, der har udliciteret opgaven, må i gang med at undersøge, hvad der er op og ned i sagen. Og har rengøringsfolkene ret i deres anklager, må kommunen enten finde sig en ny leverandør eller justere kravene, så leverancen kan indfries. 

Heldigvis er kommunen ifølge borgmester Mogens Christen Gade med på, at sagen skal belyses.

Bedst og billigst er naturligvis evigt afgørende for en offentlig virksomhed, som udelukkende kører med skattekroner som brændstof. Her kan udliciteringer være et ganske glimrende middel. Men det kan blive så billigt, at det ikke længere er bedst - hverken for ansatte eller borgere - og så er spareskruen drejet en tak for meget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden