Valgflæsk glider ned, hvis det gør dagligvarerne billigere

Leder: Simon Kollerups pristjek på dagligvarer ligner et valgstunt. Men hvis det afslører urimeligt høje priser på basale dagligvarer, har det sin berettigelse.

Et pristjek på dagligvarer er ikke en dårlig idé, mener Nordjyskes chefredaktør Karen Keinicke. Om ikke andet kan de fjerne en nagende mistro til prisdannelsen på fødevarer. Foto: Torben Hansen <i>Torben Hansen</i>

Et pristjek på dagligvarer er ikke en dårlig idé, mener Nordjyskes chefredaktør Karen Keinicke. Om ikke andet kan de fjerne en nagende mistro til prisdannelsen på fødevarer. Foto: Torben Hansen Torben Hansen

LEDER:Man siger, at nordjydernes livret er gratis mad. Dét er der ikke udsigt til, at vi skal have ret tit i den nærmeste fremtid. 

Dagligvareprisernes himmelflugt har det seneste knapt halve år gjort indkøbene af daglige fornødenheder til en chokerende oplevelse for de fleste - og en daglig kamp for at få enderne til at nå sammen i husholdningsbudgettet for mange.

Men nu er hjælpen på vej, må vi forstå. Erhvervsminister og nordjyde med måske netop derfor præference for et godt tilbud Simon Kollerup (S) har brugt et besøg på Kulturmødet Mors til at love, at nu skal fødevarepriserne have et tjek. For kan det virkelig passe, at en lille pakke smør skal koste over 30 og en liter mælk 15 kroner?

Allerede fra krigen i Ukraines begyndelse meldte de store dagligvarekæderne ellers klart ud: På grund af de stigende energipriser - og på grund af usikkerheden omkring den store produktion ukrainsk hvede - kunne vi godt begynde at ruste os til højere priser på især fødevarer ude i supermarkederne.

Næsten samtidig var de største supermarkedskæder i landet dog ude med en forsikring om, at man ville gøre alt for at holde priserne så meget i ro som overhovedet muligt, selvom udspekulerede grossister under dække af stigende efterspørgsel og energipriser måske ville prøve at hente en ekstra fortjeneste. Og blev supermarkedsbosserne gået på klingen af journalister, der ville vide, om der ikke var en lille chance for at kæderne selv ville udnytte situationen og måske skumme lidt ekstra indtjening, var svaret klart: Det var ikke blot utænkeligt, men ville faktisk være direkte dumt, for det ville sende kunderne i armene på konkurrenterne på et stærkt konkurrencepræget, dansk dagligvaremarked. 

Det er en kendt sag, at der de seneste år har været en kamp på liv og død i gang mellem de store lavpriskæder bla under Coop, Salling Group og norsk ejede Rema 1000. Der er simpelthen flere lavprisdagligvarebutikker, end der egentlig er brug for, og derfor har der været rift om kunderne vha de billigste priser ud fra devisen om, at den, der vandt kunderne, på lidt længere sigt ville vinde kampen - og derefter kunne sætte priserne op og måske begynde at tjene (flere) penge.

Denne mekanisme betyder altså, ifølge supermarkedsgiganterne selv, at de og forbrugerne var fælles om at kæmpe for de lavest mulige dagligvarepriser.

Det lyder godt. Alligevel har priserne i butikkerne nået svimlende højder, og på nogle varer også markant højere end inflationen i sig selv tilsiger. En tur rundt i et supermarked kan gøre enhver helt rundtosset, for priserne hopper og danser, på nogle varer er priserne tæt på fordoblet, mens andre varer er steget mere moderat.

Prisudviklingen har nu inspireret erhvervsministeren til at få Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at lave et tjek af priserne. Pristjekket skal afdække, om der på nogle varegrupper er tale om prishop, der ikke kan forklares med prisudviklingen eller de høje energipriser alene.

Om prissætningen på dagligvarer i Danmark er så sund, som supermarkedsejerne selv siger, kommer nu for en dag. Selvom Simon Kollerups pristjek godt kunne dufte lidt af valgkamp, kan det jo vise sig, at der er noget at have en mistanke i.

Så i denne sammenhæng er valgflæsk måske ikke den værste ret at få serveret. Om ikke andet, kan det fjerne en nagende mistro til dagligvaregiganterne. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.