At den findes, splittelsen, blev slået entydigt fast 1. november, hvor Folketinget fik et ægte provinsparti: Danmarksdemokraterne blev valgt ind med 14 mandater og blev dermed større end både Radikale og Konservative, og partiejer Inger Støjberg har ikke lagt skjul på, at mærkesag nummer 1 er ulighed mellem hovedstad og provins.

Landets nye ledelse formulerer modsætningen mellem land og by således i regeringsgrundlaget:

"Regeringen vil modvirke centralisering og fastholde, at det har værdi i sig selv, at der i alle dele af landet er velfærdsinstitutioner, et levende erhvervsliv og arbejdspladser." 

Der er allerede tale om mere end ord, for den nye regering har en decideret landdistriktsminister til at sætte handling bag ordene. Godt nok er Louise Schack Elholm (V) også minister for kirke og nordisk samarbejde, men det, at hun har fået udkanten med i sin ministertitel, sender et tydeligt signal om, at regeringen tager det seriøst, og hurra for det - for der er nok at tage fat på.

Hvis den  nye minister mangler en dosmerseddel med fem punkter for presserende gøremål, kommer den her:

1. Få styr på lægedækningen i landdistrikterne.

Uligheden på sundhedsområdet er himmelråbende stor, og det bliver kun mere paradoksalt af, at folk i landdistrikterne på grund af demografien har et større behov for at frekventere en læge eller at blive indlagt på sygehuset. Selvom problemerne med lægemangel har været kendt i mere end 10 år, er det ikke lykkedes skiftende regeringer at få syet en løsning sammen.

2. Tag problemer med infrastruktur på landet, herunder kollektiv trafik, seriøst.

Hvis du ikke kan komme til og fra fjerntliggende egne, kan du ikke bo der og samtidig uddanne dig eller gå på arbejde. Uden en velfungerende infrastruktur kan liv på landet ikke lade sig gøre, punktum.

3. Energikrisen rammer skævt, det må stoppes.

Der er absolut ingen rimelighed i, at folk, der bor på landet, skal betale tre-fire gange så meget for at varme deres hjem op som dem i byen. Ingen har købt hus på landet med tanke om, at Putin skulle skrue så kraftigt op for priserne på energi. Det er og bliver et fælles ansvar at betale ekstraregningen for krigen i Europa.  

4. Skoler og kulturtilbud skal udvikles, ikke afvikles.

Ingen unge - eller andre for den sags skyld - vil bo et sted, hvor man ikke kan vokse som menneske. Børn har brug for en skole fuld af liv og læring, voksne har brug for kunst, musik og mødesteder. Det er et udtryk for fattigdom, når vi skærer folkeskoler og støtte til kulturinstitutioner væk, og det er et søm i ligkisten for provinsen.

5. For at få råd til de første fire punkter: Stop med at sætte gang i initiativer for udkanten, som udkanten ikke har bedt om.

Det er til at tude over, når centraladministrationen med en nyttig minister i spidsen præsenterer "gaver" til provinsen, som man aldrig har ønsket sig. To eksempler fra den seneste regerings tid er naturnationalparkerne - som uden en egentlig borgerinddragelse skulle rulles ud, og som derfor blev mødt med forståelig modstand - og uddannelsesreformen, som sendte nogle noget mærkværdige uddannelser til provinsen med den ene hånd, mens man med den anden fx tog uddannelsespladser fra Nordjyllands uddannelsesmotor, AAU. Det giver altså ikke udvikling i den nordlige ende af landet at fjerne muligheder for at tage en universitetsuddannelse i landsdelen.

Når de fem punkter er fixet, er der masser af andet at tage fat på for landdistriktsministeren. Vi skal nok minde hende om det undervejs, hvis det går for langsomt.