Nordjyske mener

Vi betaler, men får vi egentlig noget ud af, at Løkke rejser til Afrika i privatfly?

Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus.
Anders Sønderup er debatredaktør hos Det Nordjyske Mediehus. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 21:01

Kun få danskere glæder sig vel egentlig over problemer i forsvaret. 

Men i august var der mindst en mand, der glædede sig over netop det. 

Ikke en fredsaktivist fra den yderste venstrefløj, heller ikke en Putin-fan fra den yderste højrefløj, men derimod vores udenrigsmister. 

 - Hvor er det dejligt, at forsvaret har tekniske problemer, lød det - ifølge det københavnske dagblad Politiken - fra Lars Løkke Rasmussen (M) da han 13. august boardede et et privatfly i lufthavnen i Sønderborg. 

Ministeren, embedsmænd og et reportagehold fra Politiken skulle på et kort visit i afrikanske Ghana. 

Havde der ikke været problemer i forsvaret skulle ministeren og hans vældige følge nemlig have fløjet med forsvarets Challengerfly, og det er der ikke meget luksus over.  Slet ikke sammenlignet med det Danfoss-ejede Falcon X8,  der er udstyret med med læderstue med puder i ryggen, dug på bordet og blomster i vindueskarmen.  

Billigt er det selvfølgelig ikke at leje en sådan sag - 1.061.999 kroner.   Formentlig hentes pengene på kontoen for udviklingsbistand, og figurere således som et bevis på vores godgørenhed. 

Udgiften kunne selvfølgelig forsvares om Lars Løkke Rasmussen havde haft en kalender fyldt med virkeligt vægtige møder og arrangementer. Der kan være dage så pressede, at det er umuligt at nå frem med rutefly. 

Det synes bare ikke tilfældet de dage.  At den langt billigere løsning med rutefly hurtigt blev udelukket skyldtes alene, at Lars Løkke Rasmussen ikke mente at, det kunne lade sig gøre at rykke et pressemøde lidt frem i programmet, og forlade Moderaternes landsmøde et par timer før. 

Havde viljen været der kunne det sagtens have ladet sig gøre. 

Alternativt kunne der have været aflyst et par arrangementer i Ghana - at udenrigsministeren mødes med ghanesiske iværksættere kan umuligt være af så afgørende betydning, at et privatfly er nødvendigt. Det havde næppe kostet det store i nationalregnskabet om besøget på en kakaofarm var blev aflyst - alternativt kunne ambassadøren vel have løftet opgaven.   

Men sådan tænker Lars Løkke Rasmussen åbenlyst ikke. At undervurdere egen betydning er en ting, man ikke kan beskylde Løkke for. 

Han er - med rette - særdeles optaget af Afrika, og kontinentets stadig større betydning i verden. Han har helt ret i, at vi - Danmark og EU - hurtigst muligt skal revidere vores optræden på kontinentet. I mange af de 54 afrikanske lande er der en betydelig modvilje mod bedrevidende europæere, der gerne vil diktere hvordan livet skal leves og staten drives. 

Udvikling mod en bedre forståelse af Afrika hjælpes ikke af, at udenrigsministeren og hans følge af embedsmænd og inviterede journalister, flyver ind i privatfly. 

Det minder faktisk mere om de gamle koloni-dage, og hvem der egentlig har fået noget ud af turen er svært at se. 

Den almindelige ghaneser har i hvert fald ikke - tværtimod kostede turen også den ghanesiske statskasse en anseelig sum til helikoptertransport og politieskorte. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden