Vi har fattige børn i Danmark, og det bør også Venstre forholde sig til

Er man på kontanthjælp er der ikke meget at prioritere forkert - slet ikke i en tid med stigende priser. De knap 100.000 kontanthjælpsmodtagere og deres børn er den absolutte underklasse i Danmark

Anders Sønderup. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Anders Sønderup. Foto: Lars Pauli

LEDER:Snart er det sommerferie, og det ser langt de fleste frem til. 

Undtagen de, der ikke har meget at se frem til.  10.281 trængte børnefamilier - forældrene er alle på overførselsindkomst - har i år søgt om hjælp til at komme på sommerferie hos Dansk Folkehjælp - en stigning på 160 procent i forhold til årene før corona.  

Godt ti procent af familierne får feriehjælp - resten bliver formentlig bare hjemme, med mindre de får hjælp fra andet godgørende sted.  

Det er indlysende synd for de berørte børn.  

Ikke fordi ferie væk hjemmefra er - og heller ikke bør være - nogen menneskeret, og manglende ferie er selvfølgelig ikke noget, man dør af. Generationer har overlevet uden, som det i ugens løb er blevet påpeget af mange sure Facebook-kommentatorer, der alle tydeligt kan huske en opvækst i en tid, hvor levevilkårene i Danmark mindede om dem, de har i Burkina Faso i dag. 

Men sjovt er det ikke at undvære noget, de fleste tager for givet. Værst er det for børnene, der kan se frem til første skoledag, hvor de endnu engang kan føle sig udenfor.  

De fleste af børnene vil have prøvet det før, og mange vil have prøvet det, der er værre. Ser man på de forskellige hjælpegrupper på de sociale medier er der skræmmende mange opslag, hvor der allerede midt i måneden efterspørges mad.  

Det er for nemt at afskrive det som klynk fra mennesker, der ikke kan finde ud af at prioritere.

Noget skyldes givet dårlige prioriteringer, men det meste skyldes ganske enkelt indkomstens størrelse. 

Er man på kontanthjælp, er der ikke meget at prioritere forkert - slet ikke i en tid med stigende priser.  De knap 100.000 kontanthjælpsmodtagere og deres børn er den absolutte underklasse i Danmark, og de lever på økonomiske betingelser, der er meget anderledes end flertallets.

Sammenligner vi med verdens fattigste, har vi ingen rigtigt fattige i Danmark, for set fra slummen i Kampala, Lagos eller Kathmandu er danske kontanthjælpsmodtagere overordentligt heldigt stillede. Men definerer vi fattigdom ud fra, hvad naboen har råd til, så har vi fattige børn i Danmark.   

At vi har det, er der - brutalt sagt - gode grunde til. Det skal kunne betale sig at arbejde, statskassen har også andet at bruge pengene på end overførselsindkomster. 

Men det nytter ikke at lukke øjnene for virkeligheden, og benægte, at der er et stort problem for de ramte. 

Desværre var det det, der skete, da et folketingsflertal tirsdag præsenterede en minimal ændring af kontanthjælpssystemet. Nogen stor gavebod er der ikke tale om - kontanthjælpsloftet erstattes af en kontanthjælpstrappe, familier får 500 kroner ekstra om året, og så får børn af kontanthjælpsmodtagere fra 2024 en donation på 250 kroner om måneden. Pengene skal - under skarp myndighedskontrol - bruges på fritidsaktiviteter, og præcis det tiltag er aldeles fornuftigt. 

For ganske få penge kan vi hjælpe de udsatte børn lidt. Så de også kan gå til fodbold, komme med på klassetur eller andet af den slags, deres jævnaldrende tager for givet. 

Men blå blok havde et meget lidt pænt fokus et andet sted. For blandt modtagerne af de 250 kroner er der også børn af anden etnisk indkomst, og så var der tale om et løftebrud fra regeringens side, for Mette Frederiksen havde jo lovet, at arbejdsløse indvandrere ikke skulle have højere ydelser. 

Det havde klædt blå blok at forholde sig til problemet fremfor at forsøge at dreje debatten hen på at handle om noget helt andet.  

For vi har fattige børn i Danmark, og det mindste vi - inklusive Venstre - bør gøre er at forholde os til det. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.